Elias Olafsson er klar til at overtage tjansen som førstekeeper i FCM permanent, hvis Bo Henriksen ønsker det.

Det 21-årige keepertalent Elias Olafsson føler sig klar til at være ny førstemålmand i FC Midtjylland, hvis det skulle ende sådan ud.

I FC Midtjyllands fem seneste kampe har den 21-årige islænding imponeret i buret som erstatning for Jonas Lössl, hvor det blandt andet er blevet til fire clean sheets.

Nu er Lössl ved at være ovenpå efter sin rygskade, og der venter derfor cheftræner Bo Henriksen en vanskelig beslutning inden længe.

Olafsson lægger ikke skjul på, at han gerne vil spille, men han mener også, at han skal være tålmodig, hvis cheftræneren peger på Lössl.

- Jeg føler mig klar til at være førstekeeper i FCM. Det er Bos beslutning, og vi må se, hvad der sker.

- Selvfølgelig vil jeg være skuffet, men jeg støtter Jonas, hvis han spiller.

- Jeg skal være tålmodig. Selvfølgelig er det svært, men det er godt at have opbakning fra Jonas.

Jonas Lössl fortæller, at han har trænet med holdet siden torsdag, og at han snart er klar til at spille igen. Han afviser at have blandede følelser omkring sin substituts flotte præstationer.

- Det har jeg faktisk ikke. Det gider jeg ikke bekymre mig om, og jeg synes, det er så fedt, at han går ind og viser de unikke færdigheder, som han specielt har i luftspillet.

- Selvfølgelig skal jeg have pladsen tilbage, og det må jeg bare bevise, siger Lössl, der har rosende ord til overs for målmandskollegaen.

- Elias har været klasse. Han har været outstanding og fremragende, og det har været godt at se. Han falder bare ind, og det glæder mig virkelig, hvordan han har klaret det.

FCMs cheftræner Bo Henriksen har endnu ikke besluttet sig for, hvem der fremover skal vogte målet.

- Det må tiden jo vise. Når det er, at Lössl kommer op i det gear, han skal være i, så skal jeg træffe en beslutning, men der er vi ikke endnu.

Indtil videre glæder den 46-årige cheftræner sig blot over, hvad han har set fra Elias Olafsson.

- Jeg vil i hvert fald være blind, hvis jeg ikke synes, at han har været fremragende. Han er bare gået ud og præsteret på et voldsomt højt niveau fra dag ét, men det vidste vi egentlig alle sammen, at han ville.

/ritzau/