... Men Malaga tabte alligevel 1-4 til den madrilenske overmagt.

Malaga tog imod Real Madrid, og sidste års næsten-nedrykkere måtte give fortabt over for stjerneparaden fra hovedstaden.

Hele 1-4 lød lussingen på, men det kunne være blevet meget værre for Malaga, der med danskerne Patrick Mtiliga og Kris Stadsgaard vaklede i forsvaret.

Men for den blonde halvdel af danskerduoen var der dog lidt oprejsning at spore. Efter 54 minutter blev et hjørnespark til hjemmeholdet forlænget af en Real Madrid-spiller, som ved et uheld headede bolden til Kris Stadsgaard.

Ved bageste stolpe var den tidligere Rosenborg-forsvarer vågen og prikkede bolden ind bag Iker Casillas til 1-3 reducering.

For Real Madrid var der dobbelt op for både Gonzalo Higuain og Cristiano Ronaldo. Men træner José Mourinho så stadig noget bister ud over de mange brændte chancer.

Sejren betyder, at Real Madrid rykker op på førstepladsen i La Primera Division efter Valencias nederlag i Barcelona.