Stadionfarce i Aarhus: Koster nu mere end én milliard kroner


Det storstilede og ambitiøse byggeri af et nyt stadion i Aarhus er nok en gang blevet dyrere.
Århus Stiftstidende skriver onsdag, at en økonomirapport fra Rambøll viser, at byggeriet blot i løbet af den seneste måned er blevet 11,2 millioner kroner dyrere end forventet.
Projektet blev præsenteret for offentligheden i 2022 og havde oprindeligt et budget på 650 millioner kroner.
Men siden er omkostningerne stukket af, og i november 2024 blev det meldt ud, at den samlede pris var blevet en halv milliard kroner dyrere end det oprindelige budget.

Og med de seneste måneders ekstra-udgifter overstiger den samlede anlægssum faktisk én milliard kroner. Økonomirapporten fra Rambøll vurderer - ifølge Århus Stiftstidende - at prisen er det nye stadion nu er 1,075 milliard kroner.
Der er dog fundet en lang række besparelser, som ikke er medregnet i Rambøll-rapporten.
Det er ikke kun prisen, der er blevet en mavepuster for Aarhus og AGF. Projektets varighed har også fået nogle tæsk.
Det var oprindeligt planen, at stadion skulle indvies i sommeren 2026. Men drilske jordbundsforhold har forsinket processen, og nu arbejder man med en indvielse i slutningen af 2026.