»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg kunne se, at han en dag ville blive solgt til United for en halv milliard.«
Ståle Solbakken griner, da den norske landstræner over for norsk Viaplay sætter ord på sit kendskab til Rasmus Højlund, Danmarks nye Manchester United-angriber
Den 20-årige eks-FCKer er på alles løber, efter skiftet til Manchester United, der i weekenden gjorde ham til Danmarks med afstand dyreste spiller nogensinde med et prisskilt på omkring 600 millioner kroner.
»Jeg havde ham med i træningen for tre år siden kort tid inden jeg stoppede i FCK. Jeg blev anbefalet, at han skulle træne med førsteholdet. Han var ufærdig teknisk, men han havde jo en spændende fysisk pakke: Stærk, hårdt skud, lynhurtig, eksplosiv, og han gik til den i duellerne,« siger den tidligere mangeårige FC København-træner, der havde Højlund under sine vinger i nogle måneder, mens angriberen blot var U17-spiller.
Selvom Højlund ikke nåede at udfolde sit potentiale i FCK-trøjen – han skulle forbi østrigsk fodbold og Atalanta i Serie A, før han var flyvefærdig – så tror Solbakken på, at den unge dansker kan blive en succes i storklubben.
»Han står over for en stor udfordring i United. Men han er en af de få typer, som ikke nødvendigvis skal bruge lang tid til at omstille sig til Premier League, for han har fysikken. Jeg tror, han kommer til at score en del mål for dem.«
Og om den evige sammenligning med en vis norsk bomber i den anden Manchester-klub, Citys superbomber Erling Braut Haaland, som Solbakken kender indgående fra det norske landshold, siger han:
»Det er måske ikke retfærdigt, men det uundgåeligt, at den sammenligning kommer, når man tænker på den pris, han er købt for. Og så spiller de jo for rødt og blåt i Manchester, de er begge unge, store og stærke, hurtige, og de sparker godt med venstre ben.«