50.000 nordmænd var mandag mødt op for at hylde det norske fodboldlandshold, som om de havde vundet VM.

Men de har altså kun kvalificeret sig til næste sommers slutrunde.

For første gang i 27 år.

Og den historiske bedrift får formentlig landstræner Ståle Solbakken til at grine hele vejen til banken.

I hvert fald har den tidligere FCK-træner scoret en klækkelig gevinst ved at booke VM-billetten.

En bonus på fem millioner norske kroner tikker nemlig ind på Solbakkens konto.

Det svarer til knap 3,2 millioner danske kroner.

Generalsekretæren i det norske fodboldforbund, Karl-Petter Løken, har tidligere talt åbent om 'lottogevinsten'.

Solbakken scorede allerede i fjor en bonus på én million norske kroner, da Norge vandt sin Nations League-gruppe.

Og nordmanden tjener i forvejen en grundløn på seks millioner norske kroner som landstræner.