Det er ulige vilkår, at returkampen modsat udekampen mod Basaksehir spilles uden tilskuere, siger Solbakken.

Det er sportsligt unfair, at FC Københavns returkamp mod Istanbul Basaksehir i Europa League-ottendedelsfinalen skal spilles uden tilskuere i Parken onsdag aften.

Det siger FC Københavns manager, Ståle Solbakken.

Returkampen mod Basaksehir står i kontrast til, at FCK for 146 dage siden modvilligt - og som nogle af de sidste i Europa - spillede foran tilskuere i udekampen mod tyrkerne før coronanedlukningen.

- Spillerne vil nok have en følelse af, at vi er på hjemmebane alligevel, men jeg tror ikke, der er stor forskel på, om vi spiller her eller i Tyskland, siger Ståle Solbakken.

Inden den europæiske fodboldsæson blev suspenderet, lod Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) det være op til myndighederne i hvert enkelt land at afgøre, om fodboldkampe kunne afvikles med tilskuere.

Efter coronapausen er Uefa gået en anden vej og dikterer nu, at der ikke må være tilskuere, selv om det eksempelvis er tilladt i Danmark under klare restriktioner.

- Man kan forsvare Uefa med, at de laver de samme regler nu for resten af turneringen. Men det er svært at se, hvordan Uefa skulle kritiseres, hvis ansvaret lå hos de danske myndigheder og arrangører - os i FCK - hvor kampene med tilskuere har fungeret godt.

- Da vi spillede ude mod Celtic i februar, anså vi virusset som en lille influenza, der ville gå væk. 14 dage efter lukkede Danmark ned, og vi skulle til Tyrkiet. Nu har Uefa så taget en beslutning, så de er fri for noget ansvar. Sådan er det. Men det er svært at sige, at det er sportsligt fair, siger Ståle Solbakken.

Forsvarsspilleren Victor Nelsson mener også, at de manglende tilskuere svækker FCK's mulighed for at vende 0-1 til samlet sejr.

- Hjemmebanefordelen forsvinder nok på en eller anden måde, og jeg havde gerne set, at der havde været en masse fans på lægterne, men det er ikke muligt den her gang.

- Men det er ikke noget, jeg vil tænke for meget over, for vores tilgang til kampen er den samme med eller uden fans, siger Nelsson.

Midtbaneslideren Carlos Zeca havde også gerne set, at der kunne lukkes tilskuere ind for at give kampen mere nerve og FCK-spillerne mere opbakning.

- Vi er et af de eneste lande i verden, der spiller med tilskuere på stadion, og Uefa burde finde en måde, hvor man kunne få nogle tilskuere ind. Det er kedeligt for os og vores fans, at der ikke er tilskuere, siger FCK-anføreren.

Den tilskuerløse kamp i Parken begynder klokken 18.55.

/ritzau/