Lyt til artiklen

Ståle Solbakken krydser fingre for, at Peter Schmeichel bruger sin rolle hos qatarsk stats-tv til at kaste lys på de mange problemer ved den kontroversielle VM-slutrunde.

Den danske målmandshelt Peter Schmeichel er havnet i et lokalt stormvejr, efter at han har takket ja til et job som VM-ekspert hos den statsejede qatarske tv-station beIN Sport.

Norsk fodbold og Norges landstræner, FCK-ikonet Ståle Solbakken, har været særdeles tydelig i kritikken af Qatar som VM-vært. Men Solbakken vil vente med at kritisere Peter Schmeichels Qatar-job, til efter han har set, hvordan danskeren håndterer taletiden.

»Jeg vil have respekt for Peter Schmeichel, hvis han bruger den rolle til også at kaste lys på menneskerettigheder og på måden VM er blevet tildelt Qatar,« siger Ståle Solbakken til B.T.

»Det er vigtigt. Han kan gøre en forskel og kan være med til at skabe forståelse – det kan sport i det hele taget.«

Foto: STEVO VASILJEVIC
Vis mere

Ståle Solbakken håber altså, at den danske Manchester United-legende vil følge i sin tidligere holdkammerat Gary Nevilles fodspor, der har lovet at bruge sin rolle hos beIN Sport til at stille spørgsmål ved Qatars syn på kvinder og homoseksuelle samt på de mange migrantarbejdere, der ikke har basale menneskerettigheder.

»Ja, jeg er spændt på at se, hvor 'tough' Gary Neville er. For hvis de her spillere som Schmeichel og Neville med åbent sind og deres tyngde i fodboldverdenen går ind og tager den debat – samtidig med at de kommenterer på fodboldkampene – så vil det være rigtigt godt.«

»Men hvis de IKKE gør dette og bare skubber alle problemerne ved Qatar til side og ikke er villig til at gå i debat, så mener jeg, at det vil være totalt skudt ved siden af af disse spillere. Fordi idræt og politik hører sammen! Og har altid gjort det.«

»Vi kan ikke vende ryggen til en verdensdel, som vi ikke forstår – så får de aldrig indblik i vores kultur, og vi får aldrig indblik i deres. Det bliver et jerntæppe, som gør, at vi aldrig kan forstå hinanden.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ståle Solbakken understreger flere gange, at Peter Schmeichel – der tidligere har arbejdet for russisk stats-tv – i en demokratisk verden har ret til selv at træffe sine beslutninger, som må være op til den 'enkeltes moral'.

Det samme mener han om Nadia Nadim og Brian Laudrup, der begge har takket ja til kontroversielle roller som henholdsvis VM-ambassadør og Visit Dubai-reklamesøjle.

»Jeg fangede jo heller ikke problemet, da vi i FCK i mange år tog på træningslejr til de Forenede Arabiske Emirater. Men så begyndte vi at tænke over det og ændrede. Så jeg har gjort akkurat det samme. Så jeg synes, at vi skal passe på med at gå efter enkeltindivider.«

»Men igen – ligesom med Peter Schmeichel – hvis de (Nadia Nadim og Brian Laudrup, red.) på ingen måde sætter spørgsmålstegn ved Qatars modstand mod homoseksuelle, ligestillingsproblemerne og behandlingen af migrantarbejdere og ikke tager stilling til noget – så er det en ridse i lakken hos dem.«

Foto: ALEXEI DRUZHININ / SPUTNIK / KRE
Vis mere

Det norske landshold har i forbindelse med landskampe varmet op i trøjer med Qatar-kritiske budskaber på.

Norge er ikke kvalificeret til VM-slutrunden, der begynder om mindre end en måned. Og det norske fodboldforbund, NFF, har også annonceret, at man ikke kommer til at sende ansatte eller repræsentanter for norsk fodbold til Qatar.

B.T. har flere gange forsøgt at kontakte Peter Schmeichel – uden held.