Ståle Solbakken, der blev fyret i FC København den 10. oktober, har fået nyt arbejde.

Solbakken skal være norsk landstræner. Han erstatter Lars Lagerbäck. Det melder det norske fodboldforbund torsdag.

»Hvor vi er nu, i overgangen mellem to kvalifikationer, ønsker vi at tænke mindst fire år fremad. I første omgang til og med EM i 2024. I sådan et perspektiv var det naturligt at starte samtaler med Ståle Solbakken,« siger fodboldpræsident Terje Svendsen.

Fodboldpræsidenten kalder blandt andet Ståle Solbakken for en stor trænerkapacitet i pressemeddelelsen.

Ståle Solbakken.
Ståle Solbakken. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Ståle er en stor trænerkapacitet, der kender norsk fodbold særdeles godt. Han har en masse trænererfaring, og han har leveret stærke forestillinger internationalt i mange år.«

Ståle Solbakken starter sit nye arbejde den 7. december. Han siger selv, han er meget stolt over at blive ansat.

»Jeg er stolt og beæret over at være blevet tilbudt jobbet som den nye landsholdstræner. For mig er dette et godt tidspunkt at overtage. Lars Lagerbäck og Per Joar Hansen har gjort et solidt arbejde og udviklet et fundament, der bliver spændende at arbejde videre på. Over tid har Det Norske Fodboldforbund opbygget et godt fundament for landsholdet, og jeg ser frem til at påtage mig opgaven med at opbygge et stærkt hold.«

Fodboldforbundet i Norge skriver, at det var naturligt at tale med Ståle Solbakken om fremtiden, da han blev ledig på markedet. Den 52-årige nordmand har således tidligere været nævnt i forbindelse med jobbet.

Solbakken blev fyret i FC København den 10. oktober.
Solbakken blev fyret i FC København den 10. oktober. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Forhandlingerne har stået på i nogle uger, og forbundet understreger, at det hele er sket i gennemsigtighed med den nuværende træner, Lars Lagerbäck.

Solbakken starter med det samme for at skabe de bedst mulige forberedelser frem mod kvalifikationskampene til VM, der begynder til foråret.

Terje Svendsen tilføjer, at Lars Lagerbäck har sørget for, at den tidligere FC København-træner overtager et godt landshold.

»NFF vil gerne takke Lars for det arbejde, han har udført med vores bedste mænd. I løbet af hans tid har vi produceret en helt ny generation af landsholdsspillere, der sammen med veteranerne lover godt for fremtiden. Med Lars ved roret er vi steget med 40 pladser på FIFA-placeringen. Vi vandt vores gruppe i Nations League i 2018, og vi var godt på vej til at tage endnu et skridt op i efteråret, men det lykkedes os desværre ikke i slutspillet til næste års EM. Det er et landshold i pleje, som Ståle nu overtager og vil videreudvikle.«

Den tidligere landstræner i Norge Egil 'Drillo' Olsen siger til VG, at Ståle Solbakken er et fornuftigt valg.

»Jeg synes, det er et godt valg. Når det kommer til Ståle, er det et godt valg. Jeg kender ham som en professionel og dygtig leder.«

Ståle Solbakken har tidligere sagt ja til jobbet som norsk landstræner, men trak sig i sidste øjeblik, fordi han hellere ville prøve et eventyr i den tyske klub FC Köln.