Norges fodboldlandstræner, Ståle Solbakken, gik torsdag glip af Åge Hareides bisættelse i Molde.

Solbakken blev pludselig indlagt med nyresten onsdag aften og kunne ikke nå frem til bisættelsen. Torsdag blev Solbakken udskrevet igen, fortæller han til NTB.

- Jeg var ellers på vej, siger Solbakken om Hareides bisættelse.

Landstræneren forsikrer, at han ikke fejler noget alvorligt og snart er på højkant igen.

- Jeg har fået noget smertestillende, og jeg drikker vand. Jeg er okay nu, siger den tidligere FCK-træner.

Christian Eriksen, Simon Kjær, Jens Stryger Larsen, Jon Dahl Tomasson og Peter Møller var blandt deltagerne, da Danmarks tidligere landstræner torsdag blev bisat.

Hareide døde 18. december efter kræftsygdom. Han blev 72 år.

/ritzau/