FC Københavns manager, Ståle Solbakken, kunne efter aftenens Champions League-kamp mod Bayer Leverkusen glæde sig over, at hans hold skabte store chancer. Men samtidigt måtte den defensive indsats give grund til bekymring.

- Vi skaber seks eller syv chancer og scorer to mål. Vi spiller rigtig godt frem til 2-1, og så bliver vi shaky. Da Leverkusen kommer på 2-2, lader de til at få blod på tanden, og derfra var de det bedste hold, sagde Ståle Solbakken efter kampen.

Nordmanden fremhævede især Leverkusens offensive spillere som dem, der gjorde det svært for det danske hold.

- Du kan se, at deres fire forreste spillere er rigtig dygtige individualister, der har evnen til at lave det lille ekstra.

Solbakken hæftede sig desuden ved, at Leverkusen var til at true på dødbolde, så hvis de kan lukrere på det, og samtidigt få styr på defensiven, så er der stadig muligheder for FCK i returkampen i Tyskland om otte dage.