Efter tre uafgjorte kampe i træk i Europa Leagues gruppespil kræver FC København-træner Ståle Solbakken samt anfører William Kvist en sejr over tjekkiske Zlín.

0-0. 0-0. Og 1-1. Det er blot blevet til tre uafgjorte kampe for F.C. København i Europa Leagues gruppespil, hvor målet om at gå videre lever fint trods de magre resultater.

Efter tre uafgjorte mod Lokomotiv Moskva, Sheriff og Zlín kræver FCKs manager, Ståle Solbakken en sejr. Den skal hentes hjemme mod tjekkiske Zlín torsdag i Parken.

»Vi har hele tiden sagt, at vi meget gerne skulle slå Zlín og særligt hjemme,« siger Solbakken.

I dette efterår har FCK været ramt af skader, og holdet har indlemmet mange nye spillere i truppen. Det har kostet på resultatsiden - blandt andet med nederlag til Lyngby og OB i Superligaen. Men spillemæssigt ser Solbakken dog lyspunkter.

Nordmanden håber, at FCK kommer ud af dødvandet i Europa og begynder at sprudle.

»Vi har spillet bedre og bedre. Fra midten af september frem til nu er det kun Lyngby-kampen, der har været dårlig. De andre kampe har været godkendte. Vi er på rette vej. Vi bakser med lidt for mange spillere, som har svært ved at kapere at spille så mange kampe. Det kan vi se på skadesituationen, siger Solbakken.

Senest er Nicolai Boilesen ramt af en muskelskade, og i forvejen er FCK uden profiler som Ján Gregus, Federico Santander og Erik Johansson.

«Der er en del uforudsete ting, der er gået os imod. Vi er bagud i ligaen og har haft kniven for struben for at komme ind i Europa. Det kunne være gået galt i anden og tredje runde i Europa, men vi var alligevel tæt på at komme i Champions League. Så vi har haft kniven for struben hele vejen i de fleste turneringer,« forklarer Solbakken.

FCK-anfører William Kvist erkender, at holdet har brugt lang tid på at blive sammenspillet.

»Der var rigtigt mange nye folk, der skulle ind. Og det er vel først nu, at vi for alvor begynder at kunne se, at konceptet er lige så godt og veltrænet som mange af de andres. Vi har ikke været der, hvor vi gerne ville være. Vi har set flere bølgedale, end vi gerne ville. Vi har tabt for mange point i Superligaen. Vi har tabt mere, end vi plejer,« siger Kvist.

Efter torsdagens kamp mod Zlín venter Brøndby i Superligaen på søndag.

»Superligaen er det vigtigste for os, fordi vi gerne vil spille Champions League næste år. Og for at gøre det skal vi vinde mesterskabet. Så vi har et langt sejt træk foran os, når vi nu også taber kampe mod Lyngby og OB, som vi ikke normalt gør eller ikke har gjort i lang tid. Så det bliver tæt,« siger Kvist.

Inden kampen mod Brøndby er fokus dog på opgaven mod Zlín.

»Vi kalkulerer med en sejr hjemme i Europa. Det vil sætte os i en rigtig god position i forhold til at gå videre og spille europæisk fodbold efter jul, som er vores målsætning. I Europa har vi gjort det, vi kunne forvente. Vi ville gerne have været i Champions League, men det var ikke i år, det skulle være. Vi ramte ikke det niveau, vi skulle.«

»Zlín er et hold, vi er og skal være bedre end. Specielt på hjemmebane i en kamp, hvor det formentlig handler om andenpladsen. Så skal vi vise, vi har bedre kvalitet,« mener Kvist.

FCK's kamp mod Zlín begynder torsdag klokken 19.

/ritzau/