Det har ikke været sjovt at være FCK’er på det seneste.

Svingende præstationer, en afklapsning i Herning og skader til vigtige profiler har kaster en lille skygge over FCKs efterår, men nu lysner det for løverne.

De skriver nemlig på deres hjemmeside, at der er fremgang for flere af de skadede spillere, der ved starten af landsholdspausen lød på: Jonas Wind, Nicolai Boilesen, Pierre Bengtsson, Bryan Oviedo, Carlo Holse, Robert Mudrazija, Carlos Zeca, Jens Stage og Rasmus Falk.

Nu er den liste gået fra ni navne til tre.

Således er det kun Jonas Wind, Jens Stage og Nicolai Boilesen, der ikke har været på træningsbanen i løbet af de seneste to dage, og det er noget, der glæder Ståle Solbakken.

»Det er selvfølgelig positivt, at vi har flere spillere tilbage på banen, selvom en del af dem naturligvis mangler en del matchfitness. Derfor er alle heller ikke klar til at spille kampe endnu,« lyder det fra Ståle, der også siger:

»Vi vil være med både i Superligaen og i Europa, så det bliver ikke sådan, at der er kampe, vi ikke prioriterer, men vi kommer til at bruge truppen så godt vi kan, og derfor er det vigtigt at få så mange som muligt kampklar og dosere alle rigtigt.«

FCK skal forsøge at ryste det seneste nederlag af sig på søndag, hvor de tager imod Hobro i Parken.