Ikke Hjulmands opgave.

Nationens forventningsfulde øjne vil hvile på de danske, der om tre uger tager hul på skandale-VM'et i Qatar.

Dels, fordi der er store forventninger om dansk succes på grønsværen, men også, fordi der i store dele af befolkningen er håb om, at landsholdsstjernerne vil markere en utilfredshed med VM-værterne, der har et anstrengt forhold til menneskerettigheder.

Oppe i Norge følger den norske landstræner, FC København-legenden Ståle Solbakken, også spændt med.

Foto: SAVO PRELEVIC
Vis mere

Han og det norske landshold har i Solbakkens landstrænerperiode været meget tydelige i modstanden mod de qatarske VM-værter, og han har blandt andet båret protest-T-shirt under en landskamp.

Den mangeårige FCK-manager håber også, at Danmark vil udtrykke sig – men han mener ikke, at det bør komme fra Kasper Hjulmand og de danske landsholdsstjerner.

»Nej, det politiske DBU må tage den kamp.«

»Jeg synes egentlig, at både Kasper og spillerne tydeligt har signaliseret, at man ikke er glad for, at VM-værtskabet er havnet hos Qatar. Og jeg mener, at det er en meget ømtålelig balance, for Kasper og spillerne skal kunne præstere sportsligt. Og derfor mener jeg, at det først og fremmest er det politiske Fodbolddanmark, som skal tage kampen for spillerne,« lyder det fra Ståle Solbakken.

Men i Norge er du og de norske fodboldstjerner jo gået forrest i protesten. Hvorfor skal det ikke være sådan i Danmark?

»Jeg tog i en lang periode et stort ansvar i Norge, fordi det norske fodboldforbund stod midt i et præsident- og generalsekretærskifte. Så der var et tomrum, som gjorde, at jeg i en periode blev en slags frontfigur.«

»Men nu har vi Lise Klaveness (præsident, red.) og Karl-Petter Løken (generalsekretær), og så er jeg på en måde fritaget for den daglige kamp mod eksempelvis tildelinger af VM-værtskaber,« fortæller den norske landstræner.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I Norge var debatten om et muligt boykot af slutrunden længe en varm kartoffel – og faktisk endte det med en afstemning i norsk fodbold, hvor det dog endte med et nej til boykot.

Og Ståle Solbakken bakker da også op om, at Danmark tager ned til slutrunden i Qatar, hvor tusindvis af migrantarbejdere har mistet livet under stadionbyggerierne.

»Ja, jeg mener bestemt, at Danmark skal rejse til Qatar og spille VM, fordi Danmark må arbejde på de indre linjer inden for UEFA og FIFA. I øvrigt sammen med Norge, men vi har bare ikke lige så godt et landshold som jeres og er derfor ikke kvalificeret til VM. Men det er forandringer i FIFA og UEFA, man skal arbejde på – og derfor bliver man nødt til at være med.«

Ståle Solbakken har tidligere været barsk i sin kritik af den danske DBU-formand Jesper Møller, som nordmanden har kaldt for 'svag' og 'kujonagtig' i manglen på kritik af Qatar. Og selv om han ikke har lyst til at tilføje yderligere adjektiver, har Ståle alligevel en lille besked til DBU-bossen.

»Som sagt, nu er jeg fritaget for den opgave. Men jeg vil sige, at jeg tror, at den vigtige historie bliver skrevet i de kommende år. Nu ser vi for eksempel, at Saudi-Arabien har budt sig til som VM-vært. Det bliver en kamp, og i den kamp handler det om at stå på den rigtige side,« lyder Solbakkens lille besked til DBU-formanden.