Ståle Solbakken og FC København landede i går i Liverpool forud for kampen mod The New Saints, der holder til i Wales på Park Hall Stadium.

Turen over til storbritannien er dog ikke lutter gode minder for alle i FCK-lejren.

Da spillerbussen kørte fra lufthavnen og til hotellet uden for Chester, hvor københavnerne overnattede mandag til tirsdag, fik Ståle Solbakken sig noget af en overraskelse.

Det skriver FCK på sin hjemmeside.

For da spillerbussen rullede op mod hotellet så en overrasket Ståle Solbakken, at det netop var her, han blev fyret, da han var manager i Wolverhampton.

»Historien er, at det var på naboejendommen til hotellet, at jeg fik min fyreseddel, da jeg var i Wolverhampton. Jeg var til møde med klubbens ejer, Steve Morgan, og anede ikke, at det var dét, der skulle ske,« siger Ståle Solbakken og forklarer situationen:

»Han (Steve Morgan, red.) ejer både naboejendommen samt hotellet og golfbanen, hvor vi er indkvarteret.«

Ståle Solbakken tog ifølge FCKs hjemmeside overraskelsen med et grin, og havde altså også overskud til at fortælle en lille anekdote om det det pudsige sammentræf.

Her ses Ståle Solbakken, der går mellem sine spillere og dommeren, da spillerne følte sig snydt efter kampen mod Middlesbrough 15. december 2012.
Her ses Ståle Solbakken, der går mellem sine spillere og dommeren, da spillerne følte sig snydt efter kampen mod Middlesbrough 15. december 2012. Foto: John Clifton
Vis mere

Ståle Solbakken blev præsenteret som manager i Wolves i juli 2012.

Den engelske klub var inde i en svær periode efter nedrykning til Championship, og nordmanden fik sin fyreseddel i 5. januar 2013.

FCK tørner sammen med de mangedobbelte walisiske mestre fra The New Saints kl. 20.00 dansk tid, og kampen vises på Viaplay.

Der er mulighed for at Karlo Bartolec, der denne sommer skiftede til FC København fra FC Nordsjælland, kan få sin officielle debut.