Konflikterne mellem Paul Pogba og Jose Mourinho drejede sig ikke kun om det sportslige.

Det afslører den portugisiske træner nu.

På en trænerkonference i Portugal fortæller han om et sammenstød med en godt nok unavngiven Manchester United-spiller, men engelske medier er ikke i tvivl om, at det handler om Paul Pogba.

Ikke mindst fordi den franske midtbanespiller og Jose Mourinho havde en offentlig konflikt i efteråret - Paul Pogba har også et køretøj, der passer til beskrivelsen i anekdoten.

Jose mourinho og Paul Pogba havde ikke noget godt forhold i Manchester United, kørte der mange historier om.
Jose mourinho og Paul Pogba havde ikke noget godt forhold i Manchester United, kørte der mange historier om. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Jose Mourinho fortæller:

»Vi skulle spille mod et hold, der havde hjemme 30 kilometer fra Manchester, og en spiller spurgte mig, om han efter kampen kunne køre tilbage til Manchester på egen hånd,« lyder det (engelske medier har også regnet ud, at det nok drejer sig om udekampen mod Burnley i september sidste år):

»Jeg sagde til ham: 'Hvis vi skulle til London, og du gerne ville blive dér, ville det være én ting, men det her er så tæt på, at det ikke giver mening.«

Den melding gjorde spilleren 'utilfreds'.

Manchester United endte med at vinde kampen, og det påvirkede tilsyneladende Jose Mourinhos humør. I hvert fald gav han alligevel spilleren lov, da han efter kampen spurgte igen.

Men på én betingelse. Spilleren skulle forlade stadion med resten af holdet på bussen og herefter blive samlet op af en chauffør 10 minutter senere.

»Og den her fyr var stadig ikke glad i omklædningsrummet. Jeg tog til pressekonference, og da jeg kom ud til bussen, holdt der en Rolls-Royce ved siden med hans chauffør,« konstaterer Jose Mourinho.

Og det er bilmærket her, der passer meget godt med Paul Pogbas bil. Se her:

Paul Pogba har en Rolls-Royce.
Paul Pogba har en Rolls-Royce. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

»Når alt kommer til alt, ville hans højhed gerne forlade stadion i sin Rolls-Royce,« kommer det spydigt fra Jose Mourinho, der ikke fortæller, hvad han gjorde - men spørger i stedet:

»Hvordan tackler man sådan en situation? Skal man fortælle ham, at han aldrig kan tage sin 'Rolls'? Eller må han gerne, hvis jeg er glad? Eller skal man løse situationen på en anden måde, der får mig 'på ferie',« lød det fra ham.

For Jose Mourinho endte det som bekendt med, at han blev sendt 'på ferie', da han i december sidste år fik en fyreseddel i Manchester United.

På konferencen fortalte Jose Mourinho også om sine fremtidsplaner.

Han slår fast, at han først vil have et job fra begyndelsen af den kommende sæson 'i en klub og liga, der motiverer mig'.

Jeg vil gerne prøve at vinde Champions League en tredje med en tredje klub og vinde et femte mesterskab i et femte land, men jeg får ikke altid, hvad jeg vil have,« siger Jose Mourinho:

»Tyskland? Det er et land, hvor jeg aldrig har været træner. Hvorfor ikke? Lad os se.«