Hvis AGF-stjernen Felix Beijmo manglede inspiration til store triumfer, så fik han lige, hvad han håbede på onsdag aften.

Her var den mesterskabsjagtende AGF'er taget en smuttur til London for at se sin gamle ven Viktor Gyökeres i aktion i Champions League-semifinalen, hvor Atletico Madrid fik kniven af The Gunners.

Efter opgøret delte den svenske superstjerne et billede med teksten 'Tilbage til rødderne' - og det var nemlig de gamle rødder, han havde inviteret med på Emirates Stadium, deriblandt Beijmo.

AGF-spilleren og Gyökeres har begge spillet ungdomsfodbold i Stockholm-klubben Brommapöjkarna, og så har de også spillet på U-landshold sammen, eftersom de er samme årgang.

Beijmo havde muligheden for at stikke til storbyen, da han ifølge AGFs kalender har haft en række fridage uden træningspas.

Han har desuden muligheden for at sikre AGF det første mesterskab i 40 år allerede denne søndag.

Det kræver et FCM point-tab i Farum og en AGF-sejr på Brøndby Stadion.