»Er du racist eller hvad?«

Bølgerne gik højt i søndagens kamp mellem AaB og FC Midtjylland, og ovenstående udtalelse kom fra hjemmeholdets forsvarsspiller Jores Okore, da han følte sig bortdømt i kampens døende minutter.

Her scorede FC Midtjylland i en situation, hvor Okore i den grad følte sig snydt for et frispark, og det fik ham til at rase mod kampens dommer med udtalelsen, som klubben nu har udsendt en officiel undskyldning for.

»Fodbold er følelser, og vi var alle dybt frustrerede over udgangen af dagens kamp, hvor vi i slutfasen mente os underkendt, men Jores’ bemærkning er under ingen omstændigheder acceptabel, og den undskylder vi uforbeholdent som klub,« siger AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, til klubbens hjemmeside.

Også Jores Okore selv er meget ked af episoden.

»Efter at have sundet mig i omklædningsrummet gik jeg hen til dommernes omklædningsrum, hvor jeg undskyldte for min reaktion og min bemærkning, og samtidig beklagede Jørgen i øvrigt, at han havde overset forseelsen ved Midtjyllands sidste mål,« siger Jores Okore.

I situationen hvor han blev snydt for et frispark scorede FC Midtjylland til 3-3, og dermed glippede sejren for AaB. Noget, der i den grad frustrerede det rød-hvid-stribede mandskab, men Jores Okore erkender også, at han gik over stregen med sin kommentar.

»Trods min frustration i selve øjeblikket så er der ingen undskyldning for min bemærkning, og den beklager jeg endnu engang på både egne og AaB’s vegne,« siger AaB-forsvareren.

Kampens dommer, Jørgen Burchardt, har efterfølgende erkendt, at der skulle have været dømt frispark til AaB.