Fodboldklubben FC Helsingør, der har status som 1. divisionsklub, har tirsdag fritstillet sportschef Brian Gellert.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

»Der har været flere tilfælde af upassende og uprofessionel adfærd over en længere periode.«

»Brian Gellert har ikke repræsenteret klubben på en professionel måde, og han er uegnet til at fortsætte i den nuværende rolle,« lyder det i en pressemeddelelse.

Brian Gellert
Brian Gellert
Vis mere

Til Helsingør Dagblad fortæller klubdirektør Jim Kirks, at den 'upassende adfærd' ikke dækker over krænkende opførsel. Han siger:

»Jeg vil ikke gå i yderligere detaljer, men der er blevet gjort ting, som vi som klub ikke kan stå inde for, og derfor har vi taget den beslutning,« siger direktøren til Helsingør Dagblad.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Brian Gellert, som har været i klubben siden 2012.

Helsingør er nu i fuld sving med at finde en ny til jobbet.

»Vi starter vores søgen efter en ny sportschef med det samme. Vores mål er hurtigst muligt at finde en afløser til stillingen. I mellemtiden vil opgaverne blive dækket af trænerstaben og klubbens direktør,« oplyser klubben.

FC Helsingør var længe en varm bejler til at rykke op i Superligaen efter sommerferien, men holdet nedsmeltede fuldstændig i slutspillet og tabte syv ud af ni kampe.

I stedet blev det mandag en kendsgerning, at Horsens og Lyngby forfremmes til den bedste række.