De er uden sammenligning verdens to bedste spillere i nyere tid.

De seneste 10 år har de fordelt Ballon d'Or og andre store priser imellem sig. Alligevel nægter Cristiano Ronaldo og Lionel Messi at anerkende hinanden som de bedste af de bedste.

Senest kom det til udtryk mandag, da dette års udgave af verdens bedste fodboldspiller skulle uddeles. Cristiano Ronaldo løb med hæderen. Portugiseren blev kåret af landstrænere, landsholdsanførere og journalister fra hele verden, der alle havde fået lov at uddele henholdsvis fem, tre og en stemme på de tre spillere, som de syntes, havde præsteret bedst i det forgangne år.

I kraft af deres anførerhverv på henholdsvis det portugiske og det argentinske landshold havde Ronaldo og Messi også stemmeret, men ingen af dem kunne unde den anden et kryds.

SE ET UDPLUK AF DE MÅL, DER GØR RONALDO TIL VERDENS BEDSTE ØVERST I ARTIKLEN

I stedet stemte de på deres nuværende eller tidligere holdkammerater. Ronaldos valg faldt på Real Madrid-spillerne Luka Modric, Sergio Ramos og Marcelo, mens Messi havde Luis Suarez, Andres Iniesta og Neymar som sin top tre. Dermed fortsætter de samme stil, som de har praktiseret de forrige år.

Det skal retfærdigvis siges, at Ronaldo fandt dog plads til Messi - i sin takketale efter uddelingen:

»Jeg vil også gerne nævne Leo (Lionel Messi, red.) og Neymar. Det glæder mig, at I også er her,« sagde han med en slet skjult hentydning til sidste års uddeling, hvor Messi valgte helt at blive væk.

Fra Danmark deltog Åge Hareide og Simon Kjær i afstemningen sammen med Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen. Deres stemmer var fordelt således:

  • Åge Hareide: Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Zlatan Ibrahimovic.
  • Simon Kjær: Cristiano Ronaldo, Gianluigi Buffon og Lionel Messi.
  • Allan Olsen: Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Eden Hazard.

Det var andet år i træk og femte gang i træk, at Cristiano Ronaldo blev kåret til verdens bedste fodboldspiller. Dermed har han udlignet Lionel Messis rekord.