Han er spået en stor fremtid, men i onsdag aftens Champions League-opgør mod APOEL må Marco Asensio sidde over med en betændt hårrod. Og ja, du læste rigtigt.

Det skriver ESPN FC.

Således skulle den 21-årige Real Madrid spiller have fået en betændelse i sit ben, efter at han har fjernet hår med en såkaldt epilator. Madrid-spilleren skulle nemlig være træt af at have hår på benene, der irriterer under sokkerne, hvor han besluttede sig for at fjerne dem.

Undervejs i processen gik der dog betændelse i nogle af hårrødderne, hvilket betyder, at det unge stortalent har fået en hævelse så voldsom, at han ikke kan trække sine sokker ordentligt op over benskinnerne.

Derfor har Zinedine Zidane valgt at lade Marco Asensio blive hjemme og i stedet pleje sit ben, så han er klar til La Liga-kampen mod Real Sociedad på søndag. Her er Real Madrid nemlig langt fra kommet godt fra start med blot fem point i tre kampe, mens Real Sociedad har fået fuldt udbytte i sine tre kampe.

Ronaldo har stadig ikke optrådt i La Liga efter sit røde kort i den spanske Supercup.
Ronaldo har stadig ikke optrådt i La Liga efter sit røde kort i den spanske Supercup. Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

Mens Zidane skal undvære sit stortalent, kan han glæde sig over, at han igen kan gøre brug af holdets helt store stjerne, Cristiano Ronaldo, efter at han har siddet ude i en måned. Både han og midterforsvareren Varane er igen tilgængelige til aftenens Champions League-opgør, hvor Real Madrid møder APOEL.

Ronaldo sidder i de spanske kampe ude med en karantæne, han fik i Supercup-kampen mod Barcelona. Her skubbede han den spanske dommer Ricardo De Burgos, da han blev udvist, hvilket altså har ført fem spilledages karantæne med sig.

Og selvom klubben appellerede sagen, så blev appellen afvist, hvorfor Ronaldo først spille i La Liga-regi igen 23. september, når Real Madrid møder Alaves på udebane. Nu kan Real Madrid-fans så igen glæde sig over at se den portugisiske bomber tørne ud for kongeklubben i Champions League, hvor karantænen ikke er gældende.