Sveriges sejr har siden fredag høstet store roser i både svenske og udenlandske medier.

’Fortjent,’ ’historisk’ og ’med en fod i Rusland.’

I Sverige er man så småt begyndt at drømme om næste sommers VM efter fredagens 1-0 sejr over mægtige Italien. Men er Janne Anderssons tropper så gode, som de gøres til i svenske medier?

Ja, mener Discoverys ekspert, Morten Bruun, der kommenterede fredagens brag.

»Jeg kan ikke se, at det svenske landshold som det er sat sammen, kunne have gjort det bedre. Det var et fantastisk eksempel på, hvad kollektiv parathed kan gøre ved et hold, for tager mand for mand er næsten alle de svenske spillere de italienske underlegne. Men de kommer jo ud med et helt fantastisk udtryk, hvor de er enormt aggressive og risikovillige,« siger Morten Bruun.



Den danske ekspert understreger dog, at svenskerne står overfor en noget anderledes opgave i Milano.

Et svensk mål kan dog blive meget afgørende, for det vil betyde, at Italien i givet fald skal op at score tre af slagsen.

Svenskerne kan også leve med et uafgjort resultat, og baseret på den stærke præstation vil Morten Bruun bestemt ikke kalde det umuligt, at svenskerne er gode nok til holde 0-0 hjem.

»Men den står da stadig og vipper. Som jeg oplevede kampens resultat og forløb, er sandsynligheden for at Sverige går videre ændret fra hvad jeg ville sige 35-65 i italiensk favør til 50-50. Jeg tror virkelig også, at italienerne fandt ud af, at der ikke var tale om Makedonien eller Israel. Det var et internationalt meget kompetent hold, og jeg vil gerne høre, hvad dem der kaldte Sverige for Danmarks ønskemodstander siger nu,« siger Morten Bruun, der dog understreger, at Danmark også har været inde i en god periode, inden han konkluderer:

»Sverige har et enormt stærkt kollektivt udtryk, og man skal ikke undervurdere det svenske hold. De er stærkere end mange danskere tror.«