Da FC Nordsjælland og Hobro IK løb på banen i går, så var det ikke kun efterårets sidste kamp for holdene i Superligaen, det var også FCNs bomber Emiliano Marcondes og FCNs anfører Patrick Mtiligas sidste kamp for holdet.

Og kampen endte næsten som en drømme afslutning for førstnævnte, der spillede suverænt og scorede to mål. Kampen satte punktum for et fænomenalt efterår for den fremtidige Brentford-angriber.

»Det har været et helt fantastisk efterår. I de tre første kampe i sæsonen spillede jeg ikke så godt. Men så skrev jeg under med Brentford, og jeg fik mere ro på tingene, fordi jeg fik styr på min fremtid. Det gjorde, at jeg kunne slappe af i mit spil,« sagde Emiliano Marcondes.

 
FC Nordsjælland stavede Emiliano Marcondes' navn forkert på tifoen forud for opgøret mod Horbo.
Vis mere

Kampen endte meget fortjent 3-2 til hjemmeholdet, der altså kan overvintre på en fornem tredjeplads.

Og det var Patirck Mtiliga glad for, selv om han efter søndagens kamp ender sin lange og succesfulde karrierer.

»Det var en fed måde at slutte af på den her. Det var meget rørende at blive skiftet ud til et stående bifald og meget rørende at se alle menneskerne stå op at klappe. Det kan ikke beskrives, det har været en fantastisk tid, fantastisk klub, og jeg glæder mig til at følge med fra sidelinjen,« sagde FCN-anføreren om sin afsked.

Han havde også store roser til Marcondes efter kampen.

»Det er helt fantastisk, hvordan Marcondes kan blive ved med at være så skarp og holde fokus. Jeg er sikker på med den træningsmentalitet og attitude, så skal han nok komme rigtig langt.«

Mtiliga giver meget af æren for FCNs flotte efterår til Marcondes. Og for Brentford-spilleren er der ikke tvivl om, hvor han har fået den attitude og skarphed, som hans tidligere anfører nævner.

»Mtiliga er utrolig professionel. Han er en leder type og anderledes anfører, fordi han er så rolig. Det er ham, der har opdraget mig fra dag et. Da jeg kom til klubben, havde jeg lidt for meget attitude og troede, jeg var lidt for god. Han var god til at sætte mig på plads med hårde tacklinger, han har givet mig en del blodtuder,« sagde Marcondes.

Der trods sin sidste kamp på Right to Dream Park ikke havde de store nerver på.

»Da kampen gik i gang havde jeg ikke flere nerver på, end jeg normalt ville have. Men da jeg stod op i morges, kunne jeg godt mærke det. Der er mange, der har sagt held og lykke til mig i dag, og det har gjort mig rørt,« sagde Marcondes.

Marcondes fortæller, at han tager til England allerede om en uge, hvor han starter træningen med Brentford.

Hobro, der endte som tabere i kampen, har også haft et fornemt forår og slutter på en fin fjerdeplads.