Tre af de største trænerprofiler i dansk sport, fodboldlandsholdets træner, Åge Hareide, cykellandstræner Anders Lund og Kenneth Jonasson, landstræner i badminton, er nominerede til BT Coachers-prisen, som BT uddeler torsdag.

Lær de tre højtprofilerede trænere nærmere at kende her.

Badmintonlandstræner Kenneth Jonassen: Sporhunden

Landsholdsspilleren Hans-Kristian Vittinghus roser badmintonlandstræner Kenneth Jonassen for at besidde en enestående evne til at tage udgangspunkt i den enkelte spillers styrker og svagheder.

Han var selv en glimrende badmintonspiller og repræsenterede Danmark ved såvel VM som OL. Men det er som træner, at Kenneth Jonassen har opnået de bedste resultater.

Da Danmark i fjor vandt mændenes holdverdensmesterskab, Thomas Cup, havde han ansvaret for herresinglernes præstationer, og da Viktor Axelsen i sensommeren 2017 blev verdensmester, var Kenneth Jonassen i rollen som landstræner leveringsdygtig i de taktiske anvisninger på sidelinien.

»Der er én ting, der gør Kenneth unik som landstræner: Han er helt fantastisk til at tage udgangspunkt i den enkelte spillers styrker og svagheder. I herresinglegruppen på Badminton Danmarks elitecenter i Brøndby er vi syv spillere, der hver især er vidt forskellige. Hvad der virker for Viktor, virker måske ikke helt så godt for mig. Men jeg er imponeret over, hvor god han er til at finde det spor, der for hver af os er den bedste. På netop dette punkt adskiller han sig fra de trænere, jeg tidligere har arbejdet med,« siger landsholdsspilleren Hans-Kristian Vittinghus, hvis bedste individuelle resultat er turneringssejren ved Australian Open i 2016.

Inden Kenneth Jonassen vendte tilbage til dansk badminton i 2013, var han nogle år træner for de bedste engelske spillere.

»Det har helt sikkert været godt for ham at være væk fra det danske system noget tid. Da han vendte tilbage, havde han fået nyt perspektiv på tingene. Desuden havde han fået ny motivation og var blevet bekræftet i, at mange af de ting, vi gør i Danmark, er rigtige,« siger Hans-Kristian Vittinghus, der karakteriserer Kenneth Jonassens træningsmetoder således: »De er voldsomt hårde, og i perioderne mellem turneringerne presses vi til grænserne. Men samtidig synes jeg, at han er god til at lytte, så vores kroppe ikke lider overlast. Men det var sådan, han selv var, da han var aktiv, og derfor har vi spillere en naturlig respekt for de metoder, han tager i anvendelse.«

Hans-Kristian Vittinghus slår fast med syv-tommersøm, at Kenneth Jonassen er den perfekte landstræner.

»Jeg vil blive rigtigt ked af det, hvis Kenneth Jonassen pludselig skulle meddele, at han stopper. Det er ingen hemmelighed, at jeg håber, jeg slutter min karriere med ham som træner. Jeg er selvfølgelig åben, hvis andre skulle komme ind, men jeg synes, at Kenneth gør et sublimt stykke arbejde. Jeg har svært ved at se et andet og bedre alternativ i Danmark i øjeblikket,« siger Hans-Kristian Vittinghus.

Landstræner i U23-cykling Anders Lund: Granskeren

Dansk Cykle Unions formand, Henrik Jess Jensen, roser landstræner Anders Lund, der havde det overordnede ansvar for, at Danmark ved sidste års VM sluttede på tredjepladsen i nationskonkurrencen.

Holland og Italien var de mest vindende nationer ved sidste års VM i cykling i Bergen, men på tredjepladsen fulgte Danmark med to guld-, en sølv- og to bronzemedaljer.

Der er mange gode grunde til, at det gik så godt, men det er indiskutabelt, at hovedansvaret lå hos landstræner Anders Lund.

»Han er en klog træner. Hele tiden gransker og analyserer han tingene. Den arbejdsmetode overfører han til sine ryttere, der ad den vej finder ud af, hvad de er gode til,« siger Henrik Jess Jensen.

I sin egenskab af formand for Dansk Cykle Union kender han Anders Lund bedre end de fleste.

»Mange sportsdirektører indenfor cykelsporten fylder i det store mediebillede mere end deres ryttere gør. Hvad angår Anders, arbejder han diametralt modsat. Han har stor indsigt i det enkelte menneske og besidder en speciel evne til at sætte sig selv til side. Personligt sætter jeg stor pris på Anders. Han er utrolig behagelig at samarbejde med. Er i balance med sig selv. Og så har han en fed, eftertænksom humor,« siger Henrik Jess Jensen.

Da Anders Lund selv var aktiv nåede han at køre blandt andet Vuelta a España, hvor han i 2010 placerede sig som nummer 47 i klassementet.

»Han var en dygtig rytter, men blev aldrig verdensmester. Dybest set var han nok for god af sig og tænkte for meget over tingene,« siger Henrik Jess Jensen, der roser Anders Lunds arbejde under sidste års VM.

»Vores succes skal ikke kun tilskrives Anders Lunds arbejde. Der har været mange andre trænere involveret. Men for at tage et eksempel er en rytter som Michael Carbel, der vandt U23-bronze i Bergen, en af dem, der er inspireret af Anders,« siger Henrik Jess Jensen.

Anders Lund tiltrådte jobbet som landstræner 1. januar 2016 og er ansat på en funktionærkontrakt med almindelig opsigelsesvarsel.

Landstræner for fodboldlandsholdet Åge Hareide: Pragmatikeren

Fodboldlandsholdets træner, Åge Hareide, er en god menneskekender og er dygtig til at lægge den rette taktik, lyder skudsmålet fra sønnen Bendik.

»Han er god til mennesker, men han kan også sin fodbold, og så har han stor erfaring både som landstræner og klubtræner. Og så ved han, hvordan det er at vinde og at tabe - at have succes og fiasko.«

Sådan lyder beskrivelsen af Åge Hareide, når hans søn, Bendik Hareide, som selv er professionel træner, skal beskrive Danmarks succesfulde landstræner i fodbold.

Efter en hård start som landstræner, hvor resultaterne svingede, fik Åge Hareide for alvor sat skik på Christian Eriksen og co. i efteråret. Her kvalificerede holdet sig til sommerens VM i Rusland efter en række mindeværdige sejre i altafgørende brandkampe.

»Han er dygtig taktisk, hvor han har en pragmatisk tilgang. Han går meget op i detaljer og at være godt forberedt, men også at lave justeringerne undervejs i kampene. Det har han bevist i store kampe, hvor han indstiller sit eget hold taktisk til modstanderen,« siger Bendik Hareide, som er tilknyttet den norske topklub Moldes talentakademi som træner.

Han nævner Malmö FFs Champions League-kvalifikationskampe mod Red Bull Salzburg og Celtic i henholdsvis 2014 og 2015, hvor de undertippede svenske mestre kvalificerede sig til gruppespillet, og ikke mindst i Danmarks VM-playoff-kamp mod Irland, hvor Danmark udspillede irerne, som eksempler på nordmandens taktiske snilde. Men det er ikke kun på det taktiske plan, at Danmarks norske landstræner excellerer. Også på det menneskelige plan har 64-årige Hareide store evner.

»Han er meget dygtig til ikke kun at se spilleren på banen, men også spilleren uden for banen. Han er god til at få spillerne til at føle sig trygge og få det bedste ud af spilleren, så de giver de ekstra procenter,« siger Bendik Hareide, som alt i alt er imponeret over den måde, hans far er gået ind til den store opgave med at løfte det danske landshold efter et par svære år.

»Da han startede som landstræner i Danmark, var det en stor opgave, der lå foran ham. Ikke bare fordi han er nordmand, men også fordi holdet bestod af rigtig mange gode spillere, som han skulle få til at fungere sammen. Det har han formået. Se bare, hvordan Christian Eriksen og yngre spillere som Pione Sisto sprudler.«