Dyre champagner, dyr spiritus og dyrt kød.
Der blev ikke sparet på noget op til Harry Maguires katastrofale aften i byen, der tidligere på ugen endte med, at fodboldspilleren måtte en tur i et græsk fængsel.
Ifølge The Sun har det gået vildt for sig på øen Mykonos, hvor en masse kendisser har været samlet i den forgangne uge.
Mediet har rekonstrueret dagene op til torsdag, hvor alt gik galt. Her blev den højt profilerede fodboldspiller anholdt, og i kølvandet fulgte anklager om slag, spark og forsøg på bestikkelse af de civilklædte politibetjente, der greb ind.

The Sun beskriver, hvordan Harry Maguire dagligt har festet igennem med ikke bare sin kæreste, Fern Hawkins, søsteren Daisy Maguire og broren Joe Maguire, der alle har været med på den græske ferieø. Fodboldspilleren har fået to ugers ferie efter Europa League-semifinalenederlaget til Sevilla for en uge siden.
De har også ofte mødtes med andre fodboldspillere som Marcus Rashford, Brandon Williams og Ross Barkley samt Love Island-deltageren Chris Hughes og snookerspilleren Judd Trump. Her kan du se billeder fra ferien.
Eksempelvis tirsdag skulle den store gruppe af blandede kendisser have festet eftertrykkeligt på strandrestauranten SantAnna. Den samlede regning løb op i svimlende 522.000 kroner ifølge The Sun, der nøje redegør for, hvordan der blev spist og drukket:
Dom Perignon Cuvée Brut
Armand de Brignac Champagne
Jack Daniel’s
Beluga Gold Line Vodka
Hummer
Ribeye-steak
Wagyu-kød
Øl
Alt sammen blev indtaget i løbet af fem timer, hvor det dog fremgår, at Harry Maguire hovedsageligt drak øl.

Onsdag skulle ifølge The Sun være endt lidt mere semikaotisk. Her skulle Manchester United-anføreren under en bytur på Cosi Bar være stødt på nogle engelske fodboldfans, der begyndte at svine ham til med tilråb som 'Fuck United'.
Det endte dog fredeligt uden sammenstød, men dagen efter, torsdag, eskalerede det så.
Ifølge The Sun mødte Harry Maguire og venner nemlig her den samme gruppe igen – og igen fløj ukvemsordene gennem luften.
»En gruppe engelske fyre var ude på skrammer og var virkelig grove over for Maguire og hans klub,« siger den engelske turist Sam Moore til The Sun:
»Man kunne tydeligt se, at de var ude efter at ryge i totterne på Maguire.«
Og det var lige, hvad der skete. Resten er historie. For siden er der blevet redegjort detaljeret for, hvordan de to grupper endte i slagsmål, hvorefter Harry Maguire var en af tre personer, der blev anholdt.
Han blev først løsladt lørdag efter to døgn bag tremmer og har indtil videre nægtet sig skyldig i anklagerne.
Fodboldjournalisten Oliver Holt har skarpt kritiseret Harry Maguire for overhovedet at være taget til den populære ø Mykonos, der beskrives som 'en flaskehals fyldt med fodboldmillionærer, opmærksomhedshungrende realitystjerner og tusindvis af turister, der har været desperate efter at slå sig løs oven på måneder med covid-19-indespærring'.
For det endte altså med på mere end én måde at blive en dyr ferie for Harry Maguire.