Fredag blev engelsk fodbold ramt af en opsigtsvækkende skandale.

Forud for et skæbnesvangert opgør blev Championship-holdet Southampton sigtet for at spionere på sin modstander Middlesbrough.

Nu vælter det ud med vilde detaljer om den påståede spionage, skriver BBC.

Og imens bliver den sigtede klub latterliggjort af Middlesbrough-fans, inden opgøret endeligt afgøres tirsdag.

De to hold mødtes lørdag til den første af to kampe i semifinalen om oprykning til Premier League. En affære, som endte 0-0.

Under kampen var der ingen tvivl om, at skandalen spøgede i kulissen.

På lægterne var modstanden mod Southampton tydelig.
På lægterne var modstanden mod Southampton tydelig. Foto: Craig Brough/Action Images/Ritzau Scanpix

På Middlesbroughs lægter havde fans enten medbragt kikkerter eller formede hænderne sådan for at latterliggøre den opsigtsvækkende skandale, som modstanderklubben er endt i.

For holder de oplysninger, som BCC er kommet i besiddelse af stik, er det som taget direkte ud af en spionfilm.

En analyseansvarlig fra Southampton skulle angiveligt have parkeret sin bil lige ved Middlesbroughs træningsanlæg, stillet sig op på en bakketop i nærheden og streamet træningen direkte med sin mobil.

Da han blev konfronteret, nægtede han angiveligt at give sig til kende, og begav sig ind på et toilet for at foretage et tøjskifte for at undgå at blive genkendt.

Gerningsmanden er angiveligt blevet identificeret som en fra Southamptons trænerstab.
Gerningsmanden er angiveligt blevet identificeret som en fra Southamptons trænerstab. Foto: Craig Brough/Action Images/Ritzau Scanpix

Sagen er senere blevet henvist til en uafhængig disciplinærkommission, lød det i erklæring fra EFL, som står bag Championship-rækken.

Nu har Southampton 14 dage til at svare i »spionsagen«.

Findes klubben skyldig, er det usikkert, hvad straffen byder på. 

Der spekuleres i, om de kan få pointtræk, en saftig bøde eller ligefrem blive dømt som tabere af playoffkampene.