Fodboldlandstræner Brian Riemer tilskriver de danske landsholdsspillere en stor del af æren for, at han ikke har haft nogen betænkeligheder ved torsdag at forlænge sin landstrænerkontrakt med to år, så den nu løber til sommeren 2028.
I løbet af sit første år i jobbet har han mærket stor opbakning til sine idéer fra Pierre-Emile Højbjerg, Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og de øvrige landsholdsspillere.
Det siger Riemer til Ritzau efter kontraktforlængelsen.
- Uden spillernes opbakning ville det ikke fungere, og jeg har fra første dag fornemmet spillernes opbakning og lyst til at gå min vej. Det har man også kunnet se i form af resultater og udtryk på banen.
- Spillerne har virkelig gjort en stor indsats, og at have dem bag mig og med mig betyder selvfølgelig rigtig meget for min beslutning om at forlænge kontrakten. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville forlænge, siger Brian Riemer.
Selv om han har færre træningsdage, end han kunne ønske sig, er han blevet bekræftet i, at landstrænerjobbet passer ham godt.
- Da jeg startede som landstræner for et år siden, var jeg ekstremt stolt og beæret, men jeg havde været klubtræner i over 20 år, så jeg skulle jo lige finde ud af, om jeg ville trives i at arbejde på en anden måde. Jeg har virkelig nydt at have nogle anderledes arbejdsrytmer og rutiner, og jeg har virkelig nydt at arbejde med de bedste spillere i Danmark.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede at have flere dage på træningsbanen, men jeg nyder også de arbejdsopgaver, jeg har nu.
- Jeg rejser rundt og møder spillerne, ser dem spille for deres klubber og analyserer fodbold på en anderledes måde, hvor jeg kigger på enkeltspillere i højere grad end modstanderhold. Det er en spændende og inspirerende måde at arbejde på, når jeg har været vant til noget andet i mange år, siger Brian Riemer.
Først i de kommende uger bliver det afgjort, om Danmark kvalificerer sig direkte til næste års VM i Nordamerika, eller om Riemers mandskab skal ud i afgørende playoffkampe om en VM-billet.
Det kunne synes oplagt at vente med en eventuel forlængelse, indtil VM-skæbnen var afgjort, men det giver Brian Riemer ro i maven før de afgørende kvalifikationskampe at have fremtiden på plads.
- Jeg synes, at begge parter har ramt den godt rent timingmæssigt. Personligt er jeg super glad for, at DBU har sendt et signal til mig om, at det betyder meget at vinde fodboldkampe, men at det også betyder meget, at holdet ser rigtigt ud og er på vej den rigtige vej.
- Det ville være mere problematisk, hvis man havde bygget en strategi op omkring de tilfældigheder, der kan opstå i fodbold.
- Klubber og forbund med kontinuitet opnår oftest succes på den længere bane. Hvis vi stod med en næsten udløbet kontrakt, kunne det hele blive sværere for begge parter, siger Brian Riemer.
Spørgsmål: Er der i din landstrænertid andre arbejdsgivere, som har prøvet at kapre dig?
- Det er en ongoing proces, som mit bagland hjælper mig med at styre. Jeg har været meget tydelig omkring, at jeg kun ønskede at forlænge med DBU, så for mig har det aldrig været et spørgsmål om at skulle skrive med en klub eller komme ud i et andet miljø. Jeg ville blive her.
- Jeg føler, at jeg har startet et projekt, og det projekt slutter ikke til sommer, men fortsætter bagefter. Det projekt skal følges til dørs, og af den simple årsag har jeg ikke ønsket at gå i dialog med andre om min fremtid, siger Brian Riemer.
På tirsdag udtager han sin trup til de afgørende VM-kvalifikationskampe mod Belarus og Skotland.
/ritzau/
