Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der var ikke mange spillere, og det var dømt til at gå galt. Det gjorde det også.

Da nogle af FC Midtjyllands spillere ville kaste træner Bo Henriksen op i luften, som det er kutyme efter store triumfer, blev han simpelthen tabt på jorden efter pokalsejren over OB. Og mens han ømmede sig, fik han sig lige en ordentlig omgang øl ud over sig.

»Jeg er topvåd. Fuldstændig gennemblødt. Og så taber de mig samtidig, det er en katastrofe. Det kan jo ikke lade sig gøre. Efter et år er det det her, man får tilbage. Så kan man selv regne ud, hvad man har gjort,« siger Bo Henriksen om den komiske episode og tilføjer:

»Nej, det var lir, og det er sådan, det skal være. Men hold kæft, hvor var det fedt med den lille tur, jeg fik op. At de så nægter at gribe mig, det må jeg tage til efterretning,« lyder det med et stort grin.

FC Midtjylland vandt årets pokalfinale med 4-3 efter straffespark og en kamp, som endte 0-0, og Bo Henriksen var første mand til at erkende, at spillet på banen ikke levede op til den fest, der var på tribunerne på Brøndby Stadion.

»Vi spiller ikke nogen fantastisk fodboldkamp. Jeg er ikke sindssygt tilfreds med spillet, især i den ordinære spilletid, men når det er sagt, så er jeg fuldstændig ligeglad,« siger han og glæder sig til at glemme forløbet på banen:

»Efter jeg er færdig med at tale her, så går der fire sekunder,« røber han og fortsætter om pokalsejren:

»Man føler sig som en del af noget stort og som en del af en gruppe, der har gjort det fantastisk gennem et langt stykke tid. Nu har vi spillet 51 kampe, og det kulminerer med, at vi får lov at stå med et trofæ, det er en fed følelse. Jeg er stolt af drengene, og at der er lavet en kultur og en gruppe, som stoler på hinanden. Men vi må erkende, at det ikke var det smukkeste i dag.«

FC Midtjyllands sæson ender med sølv i Superligaen og altså guld i pokalen:

»Vi vil vinde det hele, det er selvfølgelig irriterende, at vi ikke vandt guldet i Superligaen. Det vil vi hvert år, men nu skal vi være stolte af det, vi har lavet. Vi fik det bedste snit i Europa pointmæssigt, og så må vi også erkende, at vi har spillet til par i Superligaen, og at vi ikke har været bedre end det. Vi har gjort det okay,« er Bo Henriksens evaluering.

Trods spillernes behandling af ham lige efter slutfløjt var han tilgivende og klar til at give den gas med holdet:

»Jeg aner overhovedet ikke noget om planerne. Vi skal bare gå amok. Jeg ville ikke jinxe noget, så jeg ved ingen ting, jeg ved bare, at jeg skal hurtigst muligt ud af det her, og så skal jeg have en kold fadbamse. Og det skal gå stærkt.«