Europas allerstørste klubber vil gå solo med en ny Super League. Det kan i værste tilfælde få konsekvenser for fem af Danmarks største stjerner.

For Simon Kjær, Christian Eriksen, Martin Braithwaite, Pierre-Emile Højbjerg og Andreas Christensen er alle på kontrakt i nogle af de 12 klubber, der søndag aften præsenterede deres modspil til Champions League.

Den trussel ser UEFA ikke let på, og præsident Aleksandat Ceferin har på et pressemøde blandt andet truet med udelukkelser fra landsholdene for spillere i Super League - muligvis allerede med øjeblikkelig virkning og dermed effekt ved sommerens EM.

»Det mest forrykte i det her er, at som vi ser det, bliver spillerne lige nu brugt som gidsler i en beslutning, som spillerne overhovedet ikke har nogen indflydelse på. Spillerne er på åremålskontrakter - altså uopsigelige aftaler,«  siger Spillerforeningens formand, Jeppe Curth, og fortsætter:

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Så sidder forbundene og andre og siger, at hvis de rykker over i den nye Super League, får de ikke lov at spille på landsholdene eller i de nationale turneringer. De er fanget i et politisk spil. De kan ikke gøre noget.«

Det er nemlig lige nu spillerne, der kan rammes ekstra hårdt af eventuelle sanktioner mod de klubber, der vælger at gå med i Super League, som efter planen skal bestå af 20 hold og allerede starte i august.

De største klubber har ikke altid stor interesse i at sende deres spillere på landsholdstur med alt, hvad det indebærer af slitage og risiko for skader, som tages med hjem i klubberne. Derfor har denne presbold måske præcis den modsatte effekt, end den er tiltænkt, mener formanden for Spillerforeningen.

»Vi synes, at det er forrykt, og samtidig kan det have de 12 klubbers interesse, hvis det sker, for så er der mere tid til, at de kan spille i klubberne i stedet for på landsholdet. Derudover er der hele solidariteten og princippet i, at man har turneringer, hvor man spiller for at vinde et mesterskab og undgå nedrykning. Det er vanvittigt, at man fjerner det,« siger Jeppe Curth.

Det er Manchester City, Real Madrid, Barcelona, Juventus, AC Milan, Arsenal, Atlético Madrid, Chelsea, Inter Milan, Liverpool, Manchester United og Tottenham, som er med blandt de stiftende klubber af Super League.

Med tiden skal dog findes syv klubber mere, så der kan fyldes op til i alt 20 hold, der kæmper om at vinde Super League, men som ikke kan rykke ud af turneringen. Det kan de til gengæld risikere helt automatisk at gøre i de nationale ligaer.

For også her truer UEFA med at smide holdene ud, hvis de fuldfører idéen om at skabe Super League. Det bliver spændende dage, der venter. Også for de danske landsholdsstjerner.