Real Madrid er endt på en kaosrejse til tyske Leipzig.

Real Madrids spillerbus har nemlig været involveret i et biluheld forud for tirsdagens udekamp mod RB Leipzig i Champions League. 

Det skriver den tyske avis Bild

På vejen fra lufthavnen i Erfurt mod Leipzig kørte en personbil ind i spillerbussen. Bussen er nået frem til Leipzig, og alle spillere skulle være sluppet uden skader, skriver Bild.

Grunden til, at det spanske storhold ikke landede direkte i lufthavnen i Leipzig - og dermed havde undgået den bustur, hvor de blev påkørt - skyldes en strejke i den tyske lufthavn.

Bild skriver, at der var tydelige skader på bussens ene side, der blev påkørt af en hvid Toyota Avensis på motorvejen, da føreren af bilen overså spillerbussen, mens vedkommende skiftede vognbane.

Efter et kort stop, kunne spillerbussen fortsætte mod Leipzig.

Klokken 14.40 ankom Real Madrid-spillerne til et hotel i Leipzig.

Real Madrid og RB Leipzig mødes tirsdag aften i den første af to ottendedelsfinaler i Europas fineste og mest prestigefyldte klubturnering.