Fodbold er i den grad følelser. Det kan en kampdommer fra weekenden skrive under på.

Her udviklede en serie 1-kamp sig yderst dramatisk i en sådan grad, at det endte med et opkald til politiet.

For efter 55 minutter måtte kampens dommer afbryde opgøret mellem Greve og Fuglebjerg/Sandved/Tornemark. Det skriver sn.dk.

Det skyldtes drama på banen, for en Greve-spiller følte sig meget snydt i en situation. Han brokkede sig til dommeren.

»Hvad der derefter skete for ham, er helt uforståeligt. Det kan vel bedst beskrives med, at han tabte hovedet. I hvert fald blev han meget aggressiv over for dommeren, der ganske forståeligt valgte at afblæse kampen,« siger Greves træner, Morten Mess, til SN.

Det stoppede dog ikke på grønsværen. For den vrede spiller fulgte efter dommeren og forsøgte at komme ind til ham i et omklædningsrum, han truede ham, og til sidst måtte politiet tilkaldes.

Noget, der har fået konsekvenser efter situationen, som Morten Mess kalder 'helt uacceptabel'. Episoden har nemlig betydet, at spilleren med det samme er blevet bortvist fra klubben.

Det er ikke første gang i år, at en seriekamp har udviklet sig til den voldsomme side. I april blev en 32-årig mand dømt for grov vold efter en kamp mellem to serie-fodboldhold i Randers.

Her sparkede den 32-årige mand sin 27-årige modstander i hovedet med sin fodboldstøvle. Ifølge flere vidner var det bevidst, og det kostede da også et rødt kort i situationen.

Efterfølgende blev han anmeldt for vold, og i april blev han idømt 60 dages fængsel, der var betinget af 80 timers samfundstjeneste. Han skulle derudover betale omkring 2.000 kroner i erstatning til den 27-årige mand.

I oktober 2018 var der også en sag, hvor en dommer i en serie 2-kamp blev overfaldet af en spiller efter at have givet et rødt kort til en Rødby-spiller. Spilleren kvitterede med et knytnæveslag på halsen, og kampens dommer, Søren Jacobsen, afblæste opgøret med det samme.

»Jeg var jo fuldstændig rystet over situationen,« fortalte han dengang til TV Øst.