Der var store forsvarsfejl og godt med mål på menuen, da Spanien lørdag aften slog England 3-2 på Wembley i London i Nations League.

England vendte ellers kampen på hovedet efter en tidlig spansk føring, men de spanske verdensmestre fik igen vendt tingene den anden vej efter pausen.

Kvaliteten i de stjernespækkede angreb var mildt sagt større end præstationerne i defensiven, hvilket gav en målrig affære i den engelske nationalarena.

Stemningen var i top på Wembley, men den led et knæk efter bare to minutters fodbold.

En gedigen brøler fra Englands midtstopper Marc Guéhi servede en fri mulighed til Lamine Yamal. Den unge komet svigtede ikke og lagde sikkert føringsmålet ind i det lange hjørne.

Ferran Torres skulle senere have fordoblet spaniernes føring på en friløber. I stedet bragte Anthony Gordon balance i regnskabet efter godt en halv time.

Gordon fik bolden i dybden fra Jude Bellingham, og førstnævnte lagde i sikker stil udligningen fladt i netmaskerne.

Få minutter efter vendte Harry Kane forestillingen på hovedet, da den engelske angrebsstjerne sørgede for 2-1 til England. Kane headede et indlæg mod mål, og med hjælp fra en spansk fod strøg kuglen i kassen.

Kort efter pausen fik Kane en gylden mulighed for at øge den engelske føring fra straffesparkspletten, men Bayern-angriberen hamrede sit forsøg på overliggeren.

Mens det lugtede af en ny engelsk scoring, leverede forsvaret en ny blunder. Nico O'Reilly smed bolden væk, og efter en skarp pasning lagde Álex Baena sikkert udligningen ind.

Endnu en gang blev dysten på Wembley vendt rundt, og denne gang skete det til spansk fordel. Den engelske defensiv så atter sårbar ud, da Álex Baena fandt indskiftede Mikel Oyarzabal, der ganske køligt og elegant vippede bolden i nettet.

Kroatien og Tjekkiet er de to øvrige hold i gruppen. Samtidig lørdag aften vandt kroaterne 2-1 i det opgør på mål af Luka Modric og Marco Pasalic. Tjekkernes mål stod Adam Karabec for.

RITZAU