To spanske forsvarsspillere stod for målene, da Chelsea i sikker stil vandt med 2-0 over Burnley.

Chelseas nye manager, den 47-årige tysker Thomas Tuchel, fik søndag eftermiddag sin første sejr i sit nye job.

London-holdet tog således en sikker 2-0-sejr, da det hjemme på Stamford Bridge havde besøg af Burnley i Premier League.

Burnley var aldrig tæt på at få point med fra kampen og fik end ikke registreret et eneste skud mod mål.

Det var scoringer af to spanske forsvarsspillere, César Azpilicueta og Marcos Alonso, der sikrede de forløsende tre point til Tuchels tropper.

Kampens første scoring faldt fem minutter før pausen, da Chelsea slog til på en omstilling. Callum Hudson-Odoi drev bolden ind i Burnley-feltet, inden han lagde bolden til rette for en fremstormende César Azpilicueta.

Den spanske Chelsea-kaptajn havde taget et energisk løb helt nede fra egen bagkæde og havde også kræfter til resolut at knalde bolden i mål.

Dermed kunne Chelsea gå til pause med en 1-0-føring.

I anden halvleg var Hudson-Odoi tæt på selv at komme på måltavlen, men hans afrettede skud blev reddet af den ene opstander.

Mere præcis var Marcos Alonso i sin afslutning, da han godt fem minutter før tid klappede bolden ind bag Burnley-målmand Nick Pope til 2-0.

Det blev kampens slutresultatet, og dermed står Tuchel noteret for et uafgjort resultat og en sejr, siden han overtog fra Frank Lampard.

Sejren betyder, at Chelsea ligger på syvendepladsen i Premier League med 33 point efter 19 kampe. Det er lige så mange point som Tottenham på sjettepladsen. Lokalrivalen har dog to kampe i hånden i forhold til Chelsea.

Burnley ligger nummer 16 med 22 point efter 20 kampe.

Leicester og den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel var også i aktion søndag eftermiddag. Klubben kunne med en sejr på hjemmebane rykke op på andenpladsen i Premier League.

Det endte dog med et overraskende nederlag, og Leeds kunne således rejse hjem med en 3-1-sejr efter en imponerende indsats.

/ritzau/