Riza Durmisi har på blot få måneder imponeret i Real Betis efter sommerskiftet fra Brøndby.

Faktisk har venstrebacken fået så god en start i det sydspanske, at han bliver udråbt til at være den bedste nyerhvervelse i klubben.

»Der er bred enighed om, at han er Betis' bedste sommerindkøb,« skriver den lokale sportsavis Estadio Deportivo.

Den 22-årige landsholdsspiller skiftede i sommer til Real Betis efter at have fået sit gennembrud hos Brøndby, hvor han over de seneste sæsoner udviklede sig til en af profilerne på Vestegnen, hvilket også førte til debut på landsholdet sidste år.

Han er siden blevet fast mand på landsholdet, og i Sevilla, hvor Real Betis har hjemme, har han altså også gjort sig positivt bemærket.

Artiklen fortsætter under billedet..

Det er kun få måneder siden, at Riza Durmisi blev præsenteret i Real Betis, men den lokale sportsavis Estadio Deportivo tøver ikke med at kalde ham for det bedste sommerindkøb i den spanske klub.
Det er kun få måneder siden, at Riza Durmisi blev præsenteret i Real Betis, men den lokale sportsavis Estadio Deportivo tøver ikke med at kalde ham for det bedste sommerindkøb i den spanske klub. Foto: RAUL CARO
Vis mere

Senest med sin præstation ude mod Valencia i La Liga i weekenden, hvor han lagde op til et mål og spillede hele kampen, da Real Betis hentede sæsonens første sejr med en 3-2-gevinst. Durmisi skabte ifølge Estadio Deportivo flere målchancer, erobrede mange bolde og var konstant en trussel på hjemmeholdets banehalvdel på Mestalla.

Derfor er der også ros til klubbens nye sportsdirektør, Miguel Torrecilla.

»Durmisi er det bedste køb af Miguel Torrecilla i sin start som sportsdirektør,« skriver avisen.

Riza Durmisi har fået fuld spilletid i alle de tre første ligakampe i Spanien, og Real Betis ligger p.t. på en 13. plads med fire point.

Næste opgave for Durmisi og co. er hjemmekampen mod Granada i La Liga. Kampen bliver spillet fredag aften.