Kampen mellem Girona og Barcelona skal efter planen spilles i Miami 26. januar næste år.

Madrid. Planen om at flytte en spansk ligakamp til USA er kommet et skridt tættere på at blive ført ud i livet.

Den spanske ligaforening oplyser, at den nu officielt har bedt Spaniens Fodboldforbund (RFEF) om tilladelse til at gennemføre det nye tiltag.

- Barcelona, Girona og La Liga har anmodet om at spille kampen Girona-Barcelona 26. januar 2019 på Hard Rock Stadium i Miami klokken 20.45, skriver ligaforeningen.

- Brevet, der er underskrevet af Josep Maria Bartomeu, Delfi Geli og Javier Tebas, præsidenterne for henholdsvis Barcelona, Girona og La Liga, er blevet sendt mandag aften, lyder det.

Ligaforeningen oplyser, at man forinden har sørget for at tage fansammenslutningen Aficiones Unidas i ed. Der vil blive givet kompensation til sæsonkortholderne i Girona, der går glip af hjemmekampen mod Barcelona.

Ud over tilladelse fra Spaniens Fodboldforbund skal planen også godkendes af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Nord- og Mellemamerikas Fodboldforbund (Concacaf).

Den spanske liga har indgået en aftale med det multinationale medieselskab Relevant, som blandt andet indeholder en ambition om at spille en spansk ligakamp om året i Nordamerika i de kommende 15 år.

/ritzau/