Der er mange måder at motivere sine spillere på inden en kamp. Der er den klassiske gulerod, men også den lige så almindelige trussels-taktik.

Hvilken kategori Joaquin Caparros' metoder lægger sig ind under, er svært at sige. Den tidligere Mallorca-træner valgte før en afgørende kamp i La Liga at smide en saftig voksenfilm på skærmen, da spillerne troede, de skulle se åbninger i modstanderens forsvar.

»På taktikmødet inden kampen viste Caparros os en video med billeder fra en pornofilm. Vi blev chokerede. Vi forstod ingenting af, hvad vi sad og så. Han sagde til os: 'På banen skal I spille lige så hårdt som den her fyr', og så pegede han på skærmen,« fortæller Anderson Conceicao, der i 2011/12-sæsonen spillede under Caparros, til ESPN Brazil.

Joaquin Caparros havde dog ikke vanvittig stor succes med at få hårdhed ind i sit hold. Tværtimod endte sæsonen og Caparros' Mallorca-eventyr med den helt store 'walk of shame'.

»Desværre kunne vi ikke vende tingene den dag. Vi tabte 1-0. De fyrede ham, og vi rykkede ned. Men hver gang vi alle taler sammen, husker vi den historie. Det er umuligt ikke at falde sammen af grin,« siger Anderson Conceicao.

Joaquin Caparros er netop i disse timer strøget op som favorit til landstrænerposten Spanien, når Vicente del Bosque stopper. Det skriver AS Om han tager sine pornofilm med på landsholdet, vides ikke, men han har i hvert fald masser af tid til at finde nye, inspirerende film, mens han venter på sit næste job.