Sagen om det fejlslagne Super League-projekt fik onsdag tilføjet endnu et kapitel.

En domstol i Madrid afviste en appel fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) og LaLiga, som ønskede at få ændret en afgørelse fra sidste år.

I 2024 beordrede en spansk dommer Uefa og Fifa til at stoppe sin modstand mod konkurrerende europæiske turneringer.

Det skete året efter, at EU-Domstolen kom frem til, at Uefas og Fifas krav om at skulle godkende nye turneringer var i strid med EU-retten.

Super League blev lanceret ud af det blå af 12 europæiske storklubber i 2021.

Mindre end 48 timer efter lanceringen trak ni af klubberne sig fra projektet, der var blevet mødt af enorm utilfredshed fra både fans, politikere og andre fodboldklubber.

Samtidig truede Uefa de involverede klubber med udelukkelse fra nationale og internationale turneringer.

De ni klubber, der trak sig, var AC Milan, Inter, Atlético Madrid, Chelsea, Liverpool, Manchester City, Manchester United, Arsenal og Tottenham.

Kun FC Barcelona og Real Madrid blev i projektet, og sidstnævnte tager imod onsdagens afgørelse med stor tilfredshed.

- Real Madrid hilser beslutningen om at tilsidesætte appellerne fra Uefa, RFEF og LaLiga ved den regionale domstol i Madrid velkommen.

- Den bekræfter i overensstemmelse med EU-Domstolens afgørelse, at Uefa i sagen om Super League i alvorlig grad har overtrådt EU's konkurrenceregler og misbrugt sin dominerende position.

Uefa skal undersøge afgørelsen nærmere, før den vælger sit næste træk i sagen.

- Dommen validerer ikke det forladte Super League-projekt, som blev offentliggjort i 2021, og den underminerer heller ikke Uefas nuværende godkendelsesregler, som blev vedtaget i 2022 og opdateret i 2023, og som stadig er fuldt gældende, skriver Uefa i en udtalelse.

Real Madrid vil nu søge om kompensation fra Uefa.

/ritzau/Reuters