Der var rynkede øjebryn i flæng i 2005, da Thomas Gravesen skiftede til mægtige Real Madrid.

Den dengang 29-årige fodboldspiller tilsluttede sig en klub med stjerner som Zinedine Zidane, David Beckham, Ronaldo, Robinho, Iker Casillas, Roberto Carlos, Luis Figo, Raul og Michael Owen.

Men Gravesens ophold i kongeklubben gik ikke helt efter planen. I hvert fald ikke, hvis man spørger Madrid-avisen AS, der har placeret danskeren på listen over Real Madrids mest skuffende indkøb nogensinde.

Faktisk endte den danske midtbanespiller med at blive en spiller, der blev gjort grin med i mange sammenhænge.

Thomas Gravesen skælder ud på Fernando Torres i et derby mellem Real Madrid og Atlético Madrid på Santiago Bernabeu i marts 2006.
Thomas Gravesen skælder ud på Fernando Torres i et derby mellem Real Madrid og Atlético Madrid på Santiago Bernabeu i marts 2006. Foto: PHILIPPE DESMAZES
Vis mere

»Han går over i Madrid-historien for en finte, som hedder gravesinha: Med et varmt temperament slæber han sig hen ad banen, mens han viser sine knopper til modstanderen, som hopper for at undgå et sammenstød, og så får danskeren bolden,« skriver AS i en ironisk tone.

»Han var i klubben i halvandet år: Han forlod klubben efter et slagsmål med Robinho i forsæsonen.«

Andre stjerner som Nicolas Anelka, Jonathan Woodgate, Royston Drenthe, Kaka og 90'er-talentet Robert Prosinecki har også fundet vej til listen.

Thomas Gravesen skiftede til Real Madrid fra januar 2005 fra engelske Everton. I august 2006 forlod han klubben igen, denne gang for at skifte til Celtic Glasgow.