Der er nedslående nyt, hvis man drømmer om at se Christian Eriksen side om side med Lionel Messi og de andre Barca-superstjerner.

Ifølge den store Barcelona-sportsavis Mundo Deportivo er det nemlig noget nær umuligt, at Tottenham-danskeren laver det vilde skifte til de catalanske giganter, hvilket det ellers har forlydt i sportspressen i Barcelona.

»I dag er Eriksen urørlig bortset fra som en skør investering, som ikke er noget, der passer ind i Barcelonas planer,« skriver avisens redaktør og førende Barcelona-skribent Francesc Aguilar, som har fulgt og skrevet om Eriksen/Barcelona-forbindelsen siden efteråret.

Den 26-årige fynbo var ifølge Aguilar inde i Barcelonas planer sidste sommer, hvor klubben også jagtede Philippe Coutinho. Men klubben blev blankt afvist af Eriksens boss i Tottenham, Daniel Levy.

Ifølge avisen har Barcelona fået at vide, at Eriksen i dag har et prisskilt på svimlende 1,2 milliarder kroner, hvilket er langt over, hvad Barcelona vil bruge på ham – selv hvis det skulle lykkes klubben at sælge milliard-floppet Ousmane Dembele til en fornuftig pris.

Den danske landsholdsstjerne har været nævnt som en afløser for Andres Iniesta på midtbanen, men her vil Barcelona-ledelsen, ifølge Francesc Aguilar, i stedet satse på at indkøre Coutinho, som kom til i januar, og det brasilianske nyindkøb Arthur Melo.

I den anden store Barcelona-sportsavis, SPORT, var Eriksen på forsiden i mandags med en stor afsløring af, at Tottenham-stjernen er FC Barcelonas 'plan B', hvis ikke det lykkes at hente superangriberen Antoine Griezmann i Atlético Madrid.

SPORT skrev, at klubben skulle være klar til at spendere omkring 750 millioner kroner på danskeren. Det er altså essensen i den historie, som skydes ned i dagens udgave af Mundo Deportivo.

Uanset om det er den ene eller anden sportsavis, som har fat i den lange ende, så viser det, at Danmarks landsholdses er et hot navn i Spanien.

Eriksen har i denne uge også spøgt i Real Madrid. Ifølge den ene af de to store hovedstads-sportsaviser, Marca, er danskeren på Kongeklubbens liste over transferemner.

I går lød overskriften i avisen 'Eriksen slutter sig til listen', og historien er, at Real Madrid ser Tottenham-danskeren som en potentiel afløser for Luka Modric, der til september runder 33 år.

I dag i SPORT holder de Eriksen-gryden i kog med en fortælling om, at Eriksen allerede tilbage i 2008 var tæt på at ryge til FC Barcelona. Den dengang 16-årige dansker var til en fire dage lang prøvetræning, og beviste, at han havde ’Barca-DNA’, som avisen skriver.

Barcelona var interesserede i at hente Eriksen, men prisen på to millioner Euro, som OB forlangte, var dog for høj for storklubben, som dengang ikke brugte ikke millionbeløb på at købe unge talenter.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

I stedet havnede Eriksen et år senere i Ajax Amsterdam.

BT spurgte i tirsdags Christian Eriksen om rygterne om Barcelonas og Real Madrids interesse, men den danske landsholdsstjerne ønsker ikke at kommentere på historierne.