I en måneds tid har man hvisket hans navn i Aalborgs mørke kroge – og mandag blev det officielt. Spanske Marti Cifuentes bliver den nye cheftræner i Aalborg.

Spanieren, der kommer fra et job i norske Sandefjord, har skrevet under på en to og et halvt år lang kontrakt med nordjyderne.

Her erstatter han Jacob Friis, der for to måneder sagde sit job op for at hellige sig sin kræftramte datter.

B.T. har taget en snak med 38-årige Cifuentes, der beskriver sig selv som en 'almindelig fyr, der er forelsket i fodbold'.

Man har kunnet læse, at der var stor interesse for dig fra flere klubber ...

»Jeg er meget glad for den interesse, der har været for mig fra forskellige klubber. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt fortjener det. Men jeg er lykkelig for, at der er klubber, der påskønner det arbejde, vi har udført i Sandefjord de seneste år. Et arbejde, der har betydet, at jeg nu får en chance for at arbejde i en fantastisk klub med masser af historie.«

Du er kun 38 år – og du har kun været cheftræner i klubber, der er mindre end AaB. Tager de en chance ved at hyre dig?

»Hmm... altså, selvfølgelig har jeg lige nu mindre erfaring, end jeg har om 10 år. Omvendt har jeg lige nu meget mere erfaring, end jeg havde for 10 år siden. Jeg startede min trænerkarriere, da jeg var 21 år, så jeg er ikke ny i branchen. Jeg er ret overbevist om, at jeg har redskaberne til at gøre et stærkt stykke arbejde i Aalborg sammen med spillerne og staben.«

»Ja, de tager en chance – men jeg tog også en chance, da jeg flyttede fra Barcelona til AIK Stockholm (hvor han var akademichef, red.) – og det gik vist ret godt for begge parter.«

»Det vigtige er at forstå konteksten, man er i. De ting, der fungerer i Barcelona, fungerer ikke nødvendigvis i AIK eller Sandefjord. Men jeg tror, at min filosofi passer ret godt ind i AaB.«

Hvad er så din filosofi? Du er spanier, så kan vi forvente tiki-taka-bold fra AaB fremover?

»Haha...jeg er ikke så ivrig efter at kalde det for tiki-taka, selvom jeg ved, at I skandinaver elsker at kalde spansk fodbold for tiki-taka. Min stil læner sig op ad Johan Cruyff-filosofien – totalfodbold, som man kender det fra hollandsk fodbold. Man har et storartet eksempel på den stil på det danske U21-landshold, som trænes af Albert Capellas, som er en fantastisk træner.«

»Mange af os fra Barcelona foretrækker den stil, for vi er opdraget med den. Jeg tror meget på boldbesiddelse og presspil, men alt starter med positioneringen.«

Jeg har set flere billeder af dig sammen med Johan Cruyff. Hvor kender du ham fra?

»Jeg fik muligheden for at læse en MBA på Johan Cruyff-universitetet i Barcelona. Og herefter fik jeg chancen for at lære ham at kende. Og han har selvfølgelig været den største indfydelse på min karriere.«

»For mig er han den vigtigste person nogensinde i fodbold. Han er en af historiens fem bedste spillere, og så er han én af historiens tre største trænere. Jeg tror ikke, at der findes en anden, der har haft så stor indfyldelse på måden, man spiller fodbold. Han er et komplet geni.«

Foto: Twitter: Marti Cifuentes
Vis mere

Nu bliver det lidt højpandet – men hvem er Marti Cifuentes?

»Han er en almindelig fyr, der er forelsket i fodbold. Født i Barcelona, hvor han startede med at spille fodbold. Han begyndte sin trænerkarriere, mens hans stadig spillede. Og på et tidspunkt besluttede at satse på trænergerningen, selv om han var begyndt at studere jura. Og resten har været en spændende rejse. Og nu er han i Danmark.«

Tager du familien med til Danmark?

»Ja, det er planen. Den første uge er jeg alene, fordi der er så utroligt meget arbejde i starten af et nyt job. Og så skal vi have fundet et hus, så min kæreste og tvillingerne kan komme til Aalborg.«

Du havde et par spanske assistenter i Sandefjord. Tager du din egen stab med til Aalborg?

»Ikke lige nu. Klubben er meget godt besat på de pladser. Beklager, jeg er ikke så god til navnene endnu, men han (Peter Feher, red.) har gjort et stort arbejde og har meget erfaring i dansk fodbold. Og resten af staben er nogle meget kompetente gutter, som jeg glæder mig meget til at samarbejde med.

Har du nogle krav til det kommende transfervindue i Aalborg?

»Jeg har hørt, at Messi snart står uden kontrakt. Jeg ved ikke, om vi kan gøre et forsøg der? Haha, nej – jeg skal sætte mig ned med Inge, og så skal vi analysere lidt på situationen. Vi har allerede haft korte drøftelser. Vi må se, om vi overhovedet har brug for noget, for jeg synes virkelig, at truppen holder et højt niveau.«

Hvad er dine ambitioner for AaB de kommende to og et halvt år?

»Vi skal tage det trin for trin. Men det er en topklub, som har potentiale til at kæmpe med om europæiske pladser. Og i det lange løb – hvorfor ikke også forsøge at kæmpe med om mesterskabet?«

Og hvad med dine personlige ambitioner på sigt? Drømmer du om at stå på sidelinjen på Camp Nou?

»Haha. Det er selvfølgelig en drøm – ikke kun for Marti Cifuentes, men for rigtig mange fodboldtrænere. Jeg forsøger at nyde rejsen, og selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig en dag at være træner i en top-5-liga.«

»Men jeg stresser ikke. Jeg er kun 38 år, og jeg skal forbedre mig. Ingen stress. Hvis man gør et ordentligt arbejde, så kommer tingene af sig selv.«

Marti Cifuentes tiltræder officielt i AaB 1. januar 2021.