Den første sag med fængselsdomme for matchfixing i Spanien har blandt andre ramt to tidligere spillere.

To tidligere Real Betis-spillere er blandt ni personer, som fredag er idømt fængselsstraffe for matchfixing i spansk fodbold, skriver AFP.

Ifølge nyhedsbureauet er dommene historiske i Spanien, fordi der aldrig tidligere er idømt fængselsstraf i jagten på at komme snyd med fodboldresultater til livs.

Ud over de to spillere er også fem tidligere direktører fra klubben Osasuna idømt fængselsstraffe i sagen, der går tilbage til sæsonen 2013-14 i Primera Division.

Den handler om, at Osasuna kæmpede for at undgå nedrykning fra den bedste spanske række, men klubben sluttede som nummer 18 i rækken, og endte derfor med at rykke ud alligevel.

De implicerede blev dømt for at medvirke til at snyde med resultater, som skulle tilgodese Osasuna i kampen for at undgå nedrykning.

Ifølge AFP fandt retten i Spanien, at Osasuna sendte i alt 650.000 euro i retning af Real Betis, hvis Betis slog Real Valladolid og samtidig tabte til netop Osasuna.

Det skete som planlagt, da Betis dengang slog Valladolid 4-3 og også tabte 1-2 til Osasuna i kampen i sidste spillerunde.

Andre resultater betød dog, at Osasuna rykkede ud med 39 point sammen med Valladolid og Betis, der sluttede med henholdsvis 36 og 25 point.

Det er spillerne Antonio Amaya og Xavi Torres, der spillede i Betis dengang, som er idømt et års fængsel hver, og der er samtidig sendt en bøde på 900.000 euro (cirka 6,7 millioner kroner) i retning af spillerne.

De er også udelukket fra fodbold i to år.

Den hårdeste straf ramte tidligere Osasuna-direktør Angel Vizcay, der blev idømt otte års fængsel for blandt andet økonomisk svindel og forfalskning af dokumenter.

Fire andre tidligere Osasuna-direktører - Miguel Archanco, Juan Antonio Pascual, Jesus Peralta and Sancho Bandres - blev også fundet skyldige, ligesom at også to ejendomsmæglere blev dømt i sagen.

I Spanien ender man ofte med ikke at afsone fængselsstraffe under to år.

/ritzau/