Det mindede mest af alt om en bombe, som eksploderer i en krigszone.

Sådan siger en nabo til Tottenham-stjernen Lucas Moura, som i den grad har forstyrret husfreden i London-bydelen, hvor han bor.

Det gjorde brasilianeren med et gigantisk fyrværkeri-bombardement midt om natten til juledag.

Så det er altså ikke kun på Nørrebro, at den slags unoder er til gene for beboerne. Lucas Mouras naboer var da også stærkt utilfredse med verdensstjernens opførsel:

HANNAH MCKAY

»Det varede i næsten en time. Det var meget højt. Det var som en bombe, som eksploderer i en krigszone,« siger beboeren til The Sun.

Han fortæller, at fyrværkeriaffyringen gik i gang kl. 03 om natten, hvorfor han og hans kone ikke kunne sove.

»Det var virkelig hensynsløst. Det går mig på, at han kunne finde på det. Han burde vide, at det ville genere folk, men jeg tror egentlig, han er ligeglad.«

Lucas Moura har været ude efterfølgende for at undskylde med lidt af en søforklaring, hvor han får flettet lidt om Tottenhams træningstider ind.

HANNAH MCKAY

»Jeg undskylder af hele mit hjerte, hvis der er nogen, der har følt sig generet af fyrværkeri-affyringen efter midnat,« siger den 27-årige kantspiller, som fortsætter:

»Jeg kender mit ansvar som professionel fodboldspiller, og jeg vidste, at træningen næste dag først var om eftermiddagen.«

På trods af fyrværkeri-episoden spillede Moura 76 minutter mod Brighton 2. juledag.

Her vandt Spurs 2-1.