Franske Paul Pogba startede onsdag inde for første gang siden 30. september for Manchester United.

Manchester Uniteds norske manager, Ole Gunnar Solskjær, mener, at klubbens tilbagevendte midtbaneprofil Paul Pogba stadig er et stykke fra topformen.

Det siger Solskjær efter sejren på 3-0 over Sheffield United onsdag, hvor den franske landsholdsspiller startede inde for første gang siden 30. september.

- Paul er stadig et stykke vej fra topformen. Det er naturligt i hans første start siden september.

- Han har arbejdet hårdt, så forhåbentlig vil det ikke tage lang tid, men jeg synes, at han kontrollerede kampen, siger manageren til Manchester Evening News.

Paul Pogba er klar til at starte inde igen, når United spiller kvartfinale i FA Cup mod Norwich lørdag.

Anthony Martial scorede alle Manchester Uniteds tre mål i sejren over Sheffield United. Det var franskmandens første hattrick i karrieren.

Martial hylder samarbejdet med Uniteds to centrale midtbanespillere Pogba og Bruno Fernandes.

- De er begge gode spillere. I træningen øver vi sammenspillet, så det var godt at se det virke i dag (onsdag, red.), siger Martial til klubbens hjemmeside.

/ritzau/