Seks på seks og et forvandlet Manchester United-hold.

Manchester United-træneren Ole Gunnar Solskjærs tropper leverede en fornem præstation, da de senest slog Christian Eriksen og Tottenham med 1-0 på udebane.

Sejren var Ole Gunnar Solskjærs sjette ud af seks mulige.

Og det vidner om et Manchester United-hold, der er på rette kurs efter en turbulent tid med José Mourinho som manager. Det vurderer ekspert hos Discovery, Mikkel Bischoff, der peger på fem punkter, som Ole Gunnar Solskjær med succes har tilført holdet.

Mikkel Bischoff har tidligere spillet i AB, Brøndby og Manchester City. I dag er han ekspert på 6'eren.
Mikkel Bischoff har tidligere spillet i AB, Brøndby og Manchester City. I dag er han ekspert på 6'eren. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

  • Smil på banen og bænken betyder meget

»Humøret er blevet løftet, og Solskjær taler spillerne op i stedet for at tale dem ned, som José Mourinho eksempelvis gjorde i medierne. Det betyder meget for spillerne, og det kan ses på banen. Alle er blevet bedre og spiller bare godt.«

»Imødekommenheden er tilmed blevet stor. Det bedste eksempel var vel i kampen mod Reading, som United vandt med 2-0. Her blev Alexis Sanchez skiftet ud, hvorefter han satte sig i Solskjærs stol. Efterfølgende klappede Solskjær ham på skulderen og antydede 'Hey, du har sat dig på managerens stol' på en sarkastisk måde. Det var en lækker detalje og meget humoristisk. Det viser bare, at han kan løse akavede situationer - som denne godt kunne være endt med - på en sjov måde.«

  • De vinder på egne præmisser

»Hvordan kan vi vinde på vores egne præmisser? Den tanke er kommet langt mere i fokus. Det kan ses på måden, Manchester United spiller lige nu. De vinder på deres egne præmisser og egen dygtighed i stedet for på modstanderens fejl.«

»De udtrykker sig offensivt. Eksempelvis er backerne trukket længere frem, og Pogba er også skubbet længere frem. Det kan også ses på målscoren. I Solskjærs debut scorede holdet fem mål. Det er ikke sket, siden Alex Ferguson var i klubben. I samme periode har Manchester City, som Manchester United gerne vil måle sig med, scoret fem mål eller flere hele 29 gange. Det siger det hele.«

  • Det hurtige spil klæder holdet

»Der er sket noget med hastigheden i deres spil. Spillerne sprinter mere uden bold, samtidig med at der ekstremt mange en-to-berøringer.«

»Hvis jeg skal nævne en spiller som et klart eksempel, er det Pogba. Han har vel aldrig spillet bedre eller mere simpelt, hvilket særligt kunne ses i Solskjærs debutkamp mod Cardiff. Her var han banens bedste og lavede nogle mål, man ikke har set hos Manchester United i mange sæsoner: Netop målene på en-to-berøringer, hvilket var særligt imponerende efter to-tre træningsdage, som Solskjær havde haft med holdet. Det var tydeligt, at det hurtige spil var noget, Solskjær havde påpeget over for spillerne.«

  • De unge får tillid

»Der er rigtig mange af de unge spillere, som Solskjær tager med på bænken. De kommer også ind omkring slutningen i nogle af kampene. Mange af de unge spillere rejser også rundt med holdet til kampe.«

»Og det er en ting, der er meget vigtigt i en klub som Manchester United, som er kendt for sit arbejde med de unge spillere. Det er en del af klubbens dna. I sin tid så man blandt andre Paul Scholes, David Beckham, Gary Neville og Ryan Giggs blomstre efter deres tid på ungdomsholdet. Og det er bare vigtigt at arbejde med de unge. Det giver dem en smag af, hvad det vil sige at være Manchester United-spiller.«

  • Solskjær taler United-sproget

»Solskjær snakker, som en Manchester United-manager skal gøre. Hans retorik er den rigtige, og han siger jo næsten de samme ting, som Alex Ferguson sagde i sin tid. Det bedste eksempel var efter sejren over Tottenham, hvor han blev spurgt, om han var overrasket over, at de vandt. Her svarede han, at det var han måske, men Manchester United vil altid gå på banen - lige meget hvem de spiller mod - for at vinde.«

»Dér var David Moyes (tidligere Manchester United-træner, red.) jo fuldstændig misforstået som træner. Han var meget defensiv og sagde før en Liverpool-kamp, at de skulle være glade, hvis de overlevede på banen. Han sagde også, at de skulle forsøge at blive lige så gode som Manchester City og Liverpool. Det må man aldrig sige som Manchester United-træner. Man skal ikke være nogle andre.«

»Mourinho var heller ikke bange for at sige, hvis holdet ikke var gode nok mod de bedste hold. Nogle gange fik han det til at lyde som om, at Manchester United var chanceløse mod de andre hold; at han trænede et hold af knoldesparkere - og ikke et hold med nogle af de dyreste i Premier League.«

»Og her siger Solskjær bare de rigtige ting. De går på banen for at vinde, og de forventer at vinde. Det elsker klubben at høre, og det er sådan, man skal tale som Manchester United-manager.«

Ole Gunnar Solskjær har kontrakt med Manchester United indtil sommer.
Ole Gunnar Solskjær har kontrakt med Manchester United indtil sommer. Foto: NEIL HALL
Vis mere

Ole Gunnar Solskjær er i øjeblikket ansat som midlertidig træner for Manchester United.

Hans kontrakt udløber til sommer.

Senere lørdag spiller Manchester United mod Brighton.

Kampen fløjtes i gang klokken 16, og du kan følge med i kampen her på bt.dk.