Først var det Paul Pogba. Og nu Marcus Rashford.

Ja, begge Manchester United-spillere har brændt et straffespark i de seneste to Premier League-kampe, men det er reaktionerne på det, der nu får Ole Gunnar Solskjær til at hidse sig godt og grundigt op.

Den norske Manchester United-manager blev efter 1-2-nederlaget til Crystal Palace forholdt til de racistiske ytringer, som både Paul Pogba og nu også Marcus Rashford blev ramt af, efter de brændte straffespark.

»Det er uhørt. Vi må stoppe det her. Det er nødt til at stoppe. Jeg har ikke ord. Vi har alle disse kampagner om ‘nej til racisme’, men folk gemmer sig stadig bag falske identiteter,« siger Ole Gunnar Solskjær til VG.

Foto: LINDSEY PARNABY
Vis mere

Det var AP-journalisten Rob Harris, der havde samlet en lille håndfuld triste beskeder fra Twitter med racistiske udbrud mod Marcus Rashford.

Og det kommer i kølvandet på en uge, hvor Manchester United har fordømt racistiske ytringer på sociale medier.

Og Ole Gunnar Solksjær har næmest ikke ord for, hvad han mener om tendensen.

»Det er galskab, at dette er et tema i 2019,« siger Manchester United-manageren.

Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Racisme på sociale medier er lige nu et stort tema i England, efter det altså blussede voldsomt op, da Paul Pogba brændte et straffespark mod Wolverhampton.

Det har fået Twitter og Instagram til at reagere, og de store sociale medier vil nu overveje, om der kan gøres mere ved det kedelige fænomen.

Der er blandt andet snak om, at man vil kræve at tjekke identiteter, når der oprettes profiler.

Manchester United skal ifølge engelske medier mødes med Twitter for at snakke om, hvordan man kan bekæmpe racisme på det sociale medie.