For tredje gang spillede Manchester United 1-1 i Premier League efter at have ført 1-0. Manager kræver mål.

Manchester Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, kræver mere kynisme fra sit hold.

Det siger storklubbens norske manager efter pointdelingen med Arsenal mandag aften, der endte 1-1.

- Det er endnu en kamp, hvor vi fører 1-0. Vi må lære at vinde disse kampe.

- Vi fører 1-0 og får ikke det andet mål. Det er lærdommen: at være mere kyniske, siger Solskjær til nyhedsbureauet AFP.

Solskjær henviser til Premier League-kampene mod Wolverhampton og Southampton 20. august og 31. august, hvor United også var foran 1-0, men spillede 1-1. Det gjorde United også i Liga Cup-kampen mod Rochdale 26. september.

United har ikke scoret mere end et mål i en kamp i alle turneringer siden åbningskampen i Premier League, hvor holdet slog rivalerne Chelsea med 4-0.

Det har kostet på pointkontoen, hvor United efter syv kampe ligger nummer ti i Premier League med ni point og ni mål. Det er den værste pointhøst for holdet efter syv kampe i 30 år, skriver AFP.

Modsat har Arsenal-angriberen Pierre-Emerick Aubameyang alene scoret syv mål i Premier League, hvilket Solskjær misunder.

- Syv mål i syv kampe. Det er kynisk, siger Solskjær.

United solgte angriberne Romelu Lukaku og Alexis Sánchez til Inter i sommerens transfervindue.

Derfor vil Solskjær gerne have en ny angriber til klubben.

- Man behøver ikke være atomfysiker for at regne ud, at vi forsøger at rekruttere en angriber næste gang, siger han til Sky Sports.

/ritzau/