Ståle Solbakken har svært ved at forstå, hvordan FC København kunne tabe søndagens kamp til Brøndby.

FC København har fået en katastrofal start på sæsonen i Superligaen.

Søndag tabte sølvvinderne fra den forgangne sæson 1-2 hjemme til Brøndby og må dermed sande, at det ikke er blevet til et eneste point i de første to runder.

Det skaber et pres på hele holdet. Også Ståle Solbakken, erkender FCK-manageren.

»Det er det mindste problem. Der skal være pres på mig. Jeg har ansvaret, og presset lever jeg fint med.«

»Jeg ved, at lige nu er jeg verdens dårligste træner, og de perioder er kommet med jævne mellemrum siden 2006. De kommer også igen,« siger han.

FCK satte hurtigt kursen mod tre point i søndagens opgør mod ærkerivalerne, da nytilkomne Kamil Wilczek scorede til 1-0.

Men før pausen udlignede Brøndbys Jesper Lindstrøm, før Mikael Uhre blev matchvinder i de døende sekunder af kampen.

FCK-træneren hæfter sig ved en stribe store chancer, som blandt andre Kamil Wilczek misbrugte for hjemmeholdet.

»Vi er inde i en fase, hvor det meste går imod os,« siger han.

»Det er svært at spille sådan en kamp og så tabe 1-2. Det sker jo stort set aldrig. Uafhængigt af hvor dårlig jeg er, hvor dårlige spillerne er, og hvor banalt det bliver, er det næsten umuligt at tabe med det, der skete på banen.«

FCK-manageren vil ikke pege fingre ad spillerne for indsatsen i torsdagens Europa League-sejr over IFK Göteborg eller søndagens nederlag.

»Jeg kan ikke tage noget fra dem i forhold til det, de har vist i de to seneste kampe. Der har været kampgejst, og ingen har lagt sig ned.«

»Nogle har gjort det mindre godt end andre, men de seneste to kampe har vi ofret os for hinanden.«

»Det er ikke sådan, at jeg står og siger, at vi har præsteret fantastisk. Jeg siger bare, at de seneste to kampe har været fornuftige uden at være prangende,« siger Ståle Solbakken.

Mens FCK har nul point efter to kampe, står Brøndby noteret for seks af slagsen i toppen af Superligaen.

/ritzau/