FCK lavede to tre mål i Europa League-gruppespillet, og derfor er holdet ude af turneringen.

Tre mål i seks gruppekampe, og nul mål i de sidste fire af dem. Det er ikke svært at pege på årsagen til, at FC København ikke skal spille europæisk fodbold efter vinterpausen.

Superligaens tophold har simpelthen ikke kunnet lave mål i Europa, men det er der ifølge FCK-træner Ståle Solbakken flere grunde til.

- Vi mangler lidt noget X-Factor nogle gange. Det gør vi. Og så mangler vi den notoriske målscorer, som man kan have brug for, siger han og tilføjer:

- Det kunne godt være Dame N'Doye, men han skal ofte langt tilbage på banen og arbejde, som gør det sværere. Men vi kan ikke spille anderledes, for så taber vi 2-4 eller 3-5, og så har vi manglet lidt held.

Den stramme organisation og hårdt arbejde over hele linjen har alle dage været Ståle Solbakken opskrift på succes i Europa, og det var ganske få mål, som kunne have sendt københavnerne videre.

Mod Bordeaux torsdag ramte man træværket to gange, men ud over uheld har presset fra FC Midtjylland også haft indvirkning på præstationerne i Europa.

- Det har også lidt at gøre med, at vi har haft et voldsomt kampprogram. Kampen i dag (torsdag, red.) var nummer 35 for os, og i og med at FC Midtjylland vinder så meget i Superligaen, så har vi ikke kunnet løfte foden fra speederen bare en smule der heller, siger Solbakken.

- Det har gjort, at vi har været maksimalt presset, og vi har haft problemer på angrebspositionerne, hvor Viktor Fischer, Pieros Sotiriou og Jonas Wind alle har haft større skader.

FCK sluttede sidst i gruppen med fem point.

/ritzau/