Norges landstræner Ståle Solbakken har nu kontrakt til og med næste sommers VM-slutrunde, og om den skal løbe endnu længere vil han ikke tage stilling til nu og her.

Det siger han sent søndag aften, efter at Norge har spillet sig til VM med en pletfri kvalifikationsturnering.

- Jeg har sagt, at jeg ikke skal have noget med kontraktsager at gøre, siger Ståle Solbakken efter udesejren på 4-1 over Italien.

Sejren sikrede endegyldigt den norske VM-billet, og dermed blev Solbakkens kontrakt automatisk forlænget til sommeren 2026.

Om den skal være endnu længere, må indtil videre stå hen i det uvisse. Solbakken, der tiltrådte i 2020, vil ikke love noget.

- Du skal være sikker på, at du er i stand til at give spillerne alt, hvad du har, sådan som jeg har gjort indtil nu, både på gode og dårlige dage.

- Du skal servicere en stab på 20 mand. Og så skal jeg vide, at jeg orker at se jer (medier, red.) x antal gange om året uden at blive tvær.

- Det er et pres hele tiden, og du skal vide, at du har motivationen 120 procent, og at du har kræfterne til at smadre igennem. Det bliver ikke i morgen (mandag, red.), jeg beslutter mig, lyder det fra Ståle Solbakken til NTB.

Norge vandt gruppe I med maksimale 24 point for 8 kampe og en målscore på 37-5.

I søndagens kamp skulle Italien vinde med mindst ni mål for at tage førstepladsen og den direkte billet til VM.

Godt nok kom Italien tidligt foran, men Norge vendte det hele på hovedet med fire mål i anden halvleg. Erling Haaland scorede to gange og kom dermed op på 16 mål i VM-kvalifikationen.

Næste års VM bliver Norges første slutrunde i 26 år.

/ritzau/