Andreas Bjelland, Nicolai Boilesen, Dame N'Doye og ikke mindst Jonas Wind. Profilerne er en efter en røget en tur på skadeslisten i FC København til stor frustration for FCK-manager Ståle Solbakken.

I takt med, at skaderne er væltet ind, er nordmanden, ifølge ham selv, blevet mere og mere rødglødende af raseri.

Og det i en så høj grad, at FCK's klublæge ikke turde ringe til ham, da det stod klart, at nu var Jonas Wind også blevet skadet.

Det fortæller Solbakken i et interview med TV3 Sport efter 3-1-sejren over Riga FC i Europa League-playoffkampen i Parken i aftes.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

»Det har været en crazy uge. Da Morten Boesen fandt ud af, at Jonas Wind havde en skade, så turde han ikke ringe til mig. Han sendte en sms, fordi jeg var i det røde felt over N'Doye. Så han sendte en besked, hvor han skrev, at nu kommer der en dårlig nyhed om fire-fem linjer,« fortæller Solbakken i interviewet, som kan ses herover.

Lægens dom over Jonas Wind var, at han er ude resten af efteråret. Det samme gælder for Dame N'Doye og Nicolai Boilesen, mens Andreas Bjelland kæmper med at komme tilbage snarest.

Den akut opståede skadessituation hos førsteangriberne N'Doye og Wind, som blev dømt ude med få dages mellemrum, har fået Solbakken til at agere på transfermarkedet.

Hullet efter de to angribere skal blandt andet lukkes af nyindkøbet Michael Santos, som fik lyndebut mod Riga FC.