En straffesparkskonkurrence mod Celtic vil være 50/50, og det er bedre end udgangspunktet, siger FCK-manager.

FCK-manager Ståle Solbakken vil på forhånd gerne sælge torsdagens returkamp mod Celtic i Europa Leagues 16.-delsfinaler for en straffesparkskonkurrence.

Det kræver, at stillingen er 1-1 efter både den ordinære og forlængede spilletid på Celtic Park i Glasgow.

- På forhånd ville jeg tage en straffesparkskonkurrence, for vi har en god målmand. Straffespark er cirka 50/50, og det er bedre end udgangspunktet inden kampen.

- Der vil også være stort pres på Celtics spillere i den situation. Det eneste forbehold er, at vi ikke har brug for at spille ekstra minutter på grund af kampprogrammet, siger Ståle Solbakken.

FCK har blandede minder fra straffesparkskonkurrencer gennem de seneste to sæsoner.

I sidste sæson banede en sejr fra pletten adgang til Europa Leagues gruppespil på Atalantas bekostning.

Mod Røde Stjerne i august blev et 22 spark langt drama fra en ikkeeksisterende straffesparksplet stopklodsen i bestræbelserne på at nå Champions League.

Måneden efter var der revanche fra pletten, da upåagtede Hillerød blev slået ud af pokalturneringen.

FCK-anfører Carlos Zeca mener også, at en straffesparkskonkurrence næsten altid er som at slå plat eller krone. Derfor er tanken om endnu et potentielt drama ikke afskrækkende.

- Det er fint med mig, hvis bare vi vinder. Kræver det, at vi skal i straffespark for at vinde, så okay. Hvor skal jeg skrive under? Vi har i hvert fald lige så god mulighed for at gå videre som dem, hvis kampen ender i straffespark, siger Zeca.

Ståle Solbakken har givet sine spillere mulighed for at træne i den psykologisk krævende disciplin før torsdagens kamp, men han har modsat tidligere ikke tvunget dem til det.

- Vi trænede voldsomt på straffespark, inden vi spillede mod Røde Stjerne, og vi trænede det også, inden vi skulle møde Atalanta sidste sæson.

- Spillerne har sagt til mig, at der er meget, meget stor forskel på at tage straffespark, når der ikke er samme pres på.

- Spillerne har haft anledning til at træne straffespark, men jeg har ikke presset dem til at gøre det den her gang. Hvis spillerne har sagt, at de ikke føler, at de har noget udbytte af at træne det, så har de ikke skullet gøre det, siger Solbakken.

I den første kamp mod Celtic i torsdags fik FCK et straffespark. Det sendte Jens Stage på stolpen. Situationen er kendetegnende for FCK, der aktuelt ikke har et klart førstevalg som straffeskytte, siger Solbakken.

- I min tid har vi haft Nicolai Jørgensen, Pieros Sotiriou og Robert Skov, som scorede på alle deres straffespark, og Cesar Santin, der scorede på mange. Vi har ikke så mange klare straffesparksskytter lige nu, siger nordmanden.

Torsdagens kamp mod Celtic begynder klokken 21 dansk tid. Ender opgøret i straffesparkskonkurrence, bliver der næsten tale om en midnatsforestilling.

/ritzau/